- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

ANA på vej ind i A380-klubben

Den allerførste Airbus A380 til All Nippon Airways foretog mandag sin jomfruflyvning fra Toulouse til Hamborg for at blive færdigindrettet.

Endnu et flyselskab kan snart kalde sig operatør af verdens største passagerfly.

Det japanske flyselskab All Nippon Airways (ANA) bliver det 15. selskab i verden, der kan byde passagerer velkommen på det enorme dobbeltdækkerfly.

Mandag gennemførte selskabets Airbus A380 sin første flyvning med midlertidige fabriksfarver, da det blev fløjet fra samlefabrikken Final Assembly Line (FAL) i Toulouse til Airbus’ faciliteter i Hamborg. Her skal flyet nu have indrettet kabinen og males i All Nippon Airways’ særlige A380-farver.

All Nippon Airways lagde i 2016 en fast ordre på tre Airbus A380, og flyselskabet bliver det første i Japan til at operere med megajumboen. Den første A380’er, der altså netop nu er i gang med at blive færdigindrettet, bliver leveret i begyndelsen af 2019. Flyet skal efter planen flyve mellem den japanske hovedstad, Tokyo, og Honolulu i den amerikanske delstat Hawaii midt ude i Stillehavet. En yderst populær rute hos det japanske flyselskab.

Over 200 leveringer
Airbus A380 anses som et af de mest effektive fly på verdens mest trafikerede ruter. Flyet kan transportere flere passagerer med færre flyvninger, og det kan gøres med lavere omkostninger og færre emissioner end flere andre fly i langdistanceklassen.

Airbus har indtil videre leveret i alt 229 Airbus A380 til 14 flyselskaber verden over. Det mellemøstlige flyselskab Emirates er med i alt 104 A380 verdens største operatør af dobbeltdækkerflyet.

Følgende flyselskaber har – foruden Emirates – til dato fået leveret Airbus A380 – med antallet af leveringer i parentes: Air France (10), Asiana Airlines (seks), British Airways (12), China Southern Airlines (fem), Emirates (104), Etihad Airways (10), Korean Air (10), Lufthansa (14), Malaysia Airlines (seks), Qantas (12), Qatar Airways (10), Singapore Airlines (23), Thai Airways (seks) samt HiFly (én).

To A380-selskaber i CPH
Indtil videre flyver ét flyselskab fast til en dansk destination med en Airbus A380. Det er Emirates, som opererer syv gange om ugen fra Dubai til Københavns Lufthavn. Første flyvning på ruten fandt sted i december 2015, og flyet er indrettet i en særlig to-klasses version med i alt 615 sæder.

I begyndelsen af august i år landede endnu et flyselskab i Københavns Lufthavn med en Airbus A380. Det var den portugisiske wetlease-operatør Hifly, der blev chartret af Thomas Cook Airlines Scandinavia. Flyet skulle transportere chartergæster fra København til Larnaca på Cypern. Det var første gang nogensinde, at nordiske chartergæster blev transporteret på ferie i verdens største passagerfly.

 

Relaterede artikler:

A380-fly kolliderer med jetbro i Paris

Chartergæster med A380 fra København

Emirates øger på Skandinavien

Ujævne første 14 dage for A380 i CPH

Lufthavns-shopping skal finansiere A380 i CPH