Analytiker: ‘Bjørn Kjos vil sælge til den rigtige pris’

Norwegians afvisning af to bud fra IAG er angiveligt et led i en forhandling, der handler om at presse prisen op, mener Sydbanks aktieanalysechef.

Fredagens offentliggørelse af kvartalsrapporten for første kvartal af 2018 hos International Airlines Group (IAG) var omgærdet af stor medieinteresse. Men opmærksomheden var ikke specifikt rettet mod præstationerne i den spansk-britiske luftfartskoncern. Det var især interessant at høre, om koncernchef Willie Walsh havde noget at fortælle om købstilbud i forhold til Norwegian.

I materialet til pressen forklarede IAG, at der havde været kontakt med bestyrelsen i Norwegian Air Shuttle ASA, og det norske lavprisflyselskab kunne samtidig bekræfte, at der havde været fremsendt to købstilbud, der dog begge var blevet afvist af en enig bestyrelse.

Det fik en del investorer til at røre på sig, og under en livlig handel på Oslo Børs blev der i fredags gennemført 12.829 handler til en samlet værdi af 717,8 millioner norske kroner, hvilket betyder, at lidt flere end 15 procent af de 44.146.736 aktier skiftede hænder.

Købstilbud er forhandlinger
Den store aktiehandel skal ses på baggrund af, at en række investorer havde forventet, at IAG var klar med et købstilbud, som Norwegian ville acceptere næsten uden at blinke. Når aktiekursen således er kørt kraftigt op på overtagelsesspekulationer, vil det betyde et fald, når der kommer noget, der kan tolkes som negative signaler i forhold til en mulig overtagelse.

Men ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank er der et led i en egentlig forhandlingsproces.

“For mig at se, handler det om forhandling. Jeg har fra starten sagt, at jeg ikke var overbevist om, at Bjørn Kjos (hovedaktionær i Norwegian, red.) vil sælge. Ud fra de toner, der var på den seneste telekonference, og hvad jeg har erfaret gennem medierne, så siger Bjørn Kjos nu, at han kun vil sælge til den rigtige pris i stedet for, at han ikke vil sælge,” vurderer Jacob Pedersen.

Vil ikke udelukke fjendtlig overtagelse
Med Norwegians afvisning af de første to købstilbud fra IAG åbner det også mulighed for, at andre aktører kan komme ind med bud, og det vil klart være i Norwegians interesse, hvis Bjørn Kjos også vitterligt er klar til at sælge ud af sit livsværk, som han selv via HBK Invest AS ejer omkring 26 procent af sammen med bestyrelsesformand Bjørn H. Kise.

Et alternativt scenario kan være en fjendtlig overtagelse, hvilket Sydbank-analytikeren heller ikke vil udelukke.

“En fjendtlig overtagelse vil undre, men IAG kan komme med et offentligt bud, der er tilstrækkeligt højt. Så næste træk bliver muligvis et officielt offentligt købstilbud,” siger Jacob Pedersen.

Samtidig noterer han sig, at Norwegians bestyrelse stadig lader døren stå på klem for nye bud, da man i stedet blot kunne vælge selv at melde en pris ud, der var så høj, at den fik IAG til at opgive.

Aktiekursen faldt fredag på Oslo Børs med 9,98 procent til en slutkurs på 270,70, og det betyder at den aktuelle børsværdi er i underkanten af 12 milliarder norske kroner.

 

Relaterede artikler:

Norwegian afviser købstilbud fra IAG

IAG kan udnytte uforløst potentiale i Norwegian

IAG vil købe Norwegian