Analytikere: SAS er for små til at flyve langt

SAS’ kundegrundlag er for småt til at drive en rentabel langdistanceforretning, påpeger flere aktieanalytikere. SAS-chef ser en uhørt positiv udvikling på de lange ruter.

Bagagevogne, en orkan og en tyfon er nogle af de ting, som er kommet på tværs af SAS’ langdistancefly henover sommeren og har resulteret i massive forsinkelser og aflysninger på ruterne fra Skandinavien til USA og Asien. Nu er selskabets Airbus A340 og A330-fly ved at være tilbage for fuld kraft. Men hvis det stod til flere aktieanalytikere, som CHECK-IN.dk har talt med, så burde SAS-flyene helt blive på jorden.

”Der skal ske noget drastisk med SAS’ langdistanceforretning. Den har ikke en størrelse, der gør, at de tjener tilstrækkeligt med penge på den. Det er ikke meget positivt den bidrager med til regnskaberne,” pointerer aktieanalytiker Lars Heindorff fra ABG Sundal Collier.

Kun de store tjener penge
Det synspunkt bakkes op af en anden aktieanalytiker.

”SAS’ kundeunderlag er ikke tilstrækkelig stort nok til at drive en fornuftig langdistanceforretning. Det er stort set kun de tre store europæiske luftfartsselskaber, der er i stand til at tjene penge på den type trafik,” siger analytikeren med henvisning til British Airways, Lufthansa og Air France/KLM.

Han påpeger, at SAS’ åbning af nye langdistanceruter ofte sker på grund af, at selskabet oplever et stort pres fra erhvervslivet. Det skabte således ikke just begejstring hos store koncerner som AP Møller Mærsk og Novo Nordisk, da SAS lukkede ruterne til Shanghai og Seattle i 2009. Tidligere i år genåbnede SAS netop Shanghai-ruten, og til april næste år vil der igen være flyforbindelse til den amerikanske vestkyst, når SAS åbner en rute fra København til San Francisco.

En del af DNA’et
En tredje analytiker er dog ikke enig i at langdistanceruterne er en klods om benet på SAS. For ham at se, så er langdistanceruterne en del af SAS’ DNA.

”Hvis ikke de har den interkontinentale trafik, så er der ingen grund til at have et fælles skandinavisk luftfartsselskab,” siger analytikeren.

Filosofien bag SAS har alle dage været, at man ved at samarbejde om at fragte passagerer ind til hub’en i København fra hele Norden og Østersøregionen kan samle trafik nok til at fylde langdistanceflyene, og sende dem ud i verden.

Uhørt positivt
SAS’ koncernchef Rickard Gustafson ser heller ikke så pessimistisk på langruternes udvikling.

”Vores interkontinentale trafik udvikler sig uhørt positivt i disse år med høj belægning og høj regularitet,” understreger Rickard Gustafson og fortsætter:

”Vi ser en stærk udvikling på vores ruter til Nordamerika. Derfor glæder det os, at vi næste år vender tilbage til den amerikanske vestkyst,” siger Gustafson med henvisning til SAS’ åbning af ruten fra København til San Francisco til april næste år.

Ved fremlæggelsen af SAS’ regnskab for andet kvartal onsdag i denne uge, fortalte Rickard Gustafson, at flykapaciteten til at åbne San Francisco-ruten skal skaffes ved hjælp af sæsonlukninger af andre ruter. Med den laveste andel af forretningsrejsende vurderes ruten til Bangkok som den mest sandsynlige til at skulle holde for. SAS forventer at træffe beslutning om hvordan ruteprogrammet skal skrues sammen fremadrettet i løbet af efteråret.

SAS har en flåde på 11 Airbus A340 og A330 langdistancefly og flyver til New York, Washington, Chicago, Tokyo, Beijing, Shanghai og Bangkok.