Ansatte klar til at yde SAS-førstehjælp igen

Kun fire måneder efter at de danske SAS-kabineansatte accepterede en stor lønnedgang – noget de selv betegner som akut førstehjælp til SAS – er de igen parate til at yde en indsats, når SAS i dag præsenterer den længe ventede spareplan.

Det er kun fire måneder siden de indgik en overenskomst med SAS, som indeholdte en stor lønnedgang. Alligevel erklærer de danske kabineansatte sig klar til forhandlinger med SAS-ledelsen om udmøntningen af den spareplan, som fremlægges i dag.

”Vi indgik en ny overenskomst for blot fire måneder siden, hvor vi endnu en gang ydede selskabet akut førstehjælp, ved både at acceptere nul procent i lønstigning og 11,5 måneders løn i 2012 og 2013, for hvad der samlet set svarer til 24 måneders arbejde – den aftale er fortsat gældende. Når det er sagt, er vi selvfølgelig villige til at lytte til ledelsen og de udfordringer, som de mener ligger til grund for den aktuelle situation,” skrev fagforeningen for de danske kabineansatte, Cabin Attendants Union (CAU), i en pressemeddelelse søndag aften.

I dag mandag, fremlægger SAS’ koncernchef Rickard Gustafson detaljerne i den omfattende plan for besparelser og frasalg for i alt 5,2 mia. kroner, som selskabet har barslet med gennem længere tid.

Søndag skrev flere medier, at spareplanen vil indeholde mere end 1.000 fyringer og lønnedgang for de tilbageværende ansatte på 15 procent. Det giver grund til bekymring hos de kabineansatte.

”Vi fokuserer naturligvis først og fremmest på vores medlemmer og er bekymrede over de konsekvenser, det vil få for vore medlemmer, hvis ledelsen virkelig mener det, som fremgår i den svenske presse,” skriver CAU i sin pressemeddelelse.

De kabineansatte opfordrer SAS-ledelsen til ikke at give køb på den kvalitet, som kunderne, ifølge CAU, efterspørger.

”Vi er optaget af, at opretholde den kvalitet som kunderne efterspørger og som vi alle sammen skal leve af. Derfor håber vi også, at ledelsen vil indgå i en konstruktiv dialog om dette,” skriver fagforeningen.

Ikke deltaget i forhandlinger
Når Rickard Gustafson i dag har fremlagt planen for medier, analytikere og investorer, så venter der ham og bestyrelsesformand Fritz Schur nogle hårde forhandlinger med fagforeningerne, for at få dem til at acceptere ledelsens planer. For indtil nu er fagforeningerne blot blevet holdt orienteret uden at have deltaget i egentlige forhandlinger om udmøntningen af spareplanen.

“Vi har deltaget i en række informationsmøder med SAS om situationen i selskabet og vi afventer nu at ledelsen, inviterer os til en dialog om fremtiden,” understreger CAU.