Apollo og Emirates i angreb på De Kanariske Øer

I samarbejde med Emirates vil Apollo gøre Dubai til et alternativ til De Kanariske Øer for charterkunderne. Målet er 50.000 nordiske vintergæster om bare tre år.

Den 1. december sætter Emirates’ 615-sæder store Airbus A380-fly hjulene ned i Københavns Lufthavn og øger selskabets ugentlige kapacitet ind og ud af København fra 5.978 sæder ombord på den daglige Boeing 777-300ER flyvning til 8.610 sæder. En stigning på 2632 sæder om ugen, svarende til 44 procent.

En omfattende aftale mellem Emirates og charterarrangøren Apollo vil være med til at fylde mange af de nye ekstra sæder ud. I den kommende vinter vil Apollo således sætte 6.500 rejser fra Danmark til Dubai og en række andre destinationer i De Forenede Arabiske Emirater til salg. Rejser, som alle sammen vil starte og slutte ombord på Emirates’ fly mellem København og Dubai.

Ry for at være dyr
Ambitionen er, at gøre Dubai til et stærkt alternativ til De Kanariske Øer i vinterhalvåret.

”Hvis man vil have en god gammeldags pakkerejse i vintersæsonen, så er der på grund af uroen i Mellemøsten og Tunesien efterhånden kun De Kanariske Øer tilbage. Og her vil vi gerne lancere Dubai som et godt alternativ, hvor vejret er bedre og priserne er omtrent de samme,” siger Leif Vase Larsen, chef for Apollo Norden.

”Dubai har ry for at være en dyr destination. Men det er det faktisk ikke. Emirates har noget, som de kalder ”Affordable Dubai”, som de kører på andre markeder,” forklarer Leif Vase Larsen.

Apollo i Norden planlægger at sende mellem 12.000 og 15.000 solhungrende danskere, svenskere og nordmænd til Dubai og retur med Emirates i den kommende vinter. Men det er kun begyndelsen, fastslår Leif Vase , der har store forventninger til Dubai på den korte bane.

”Jeg regner med at vi når op på 50.000 gæster fra de nordiske lande i løbet af tre år,” understreger Leif Vase Larsen.

Lave hotelpriser
Business casen ser god ud for Apollo.

”Vi kan med Emirates få billigere flypriser end til De Kanariske øer eller end hvad vi selv skal betale for charterflyvninger til Dubai. Desuden er der meget lave hotelpriser,” understreger Leif Vase Larsen.

Apollo tilbyder 26 hoteller på i alt syv forskellige destinationer i De Forenede Arabiske Emirater. Gæsterne kan være afsted i fire, syv, 11 eller 14 dage. For de rastløse er det muligt at tage tre dage med powershopping i Dubai og 12 dage ved en strand i Thailand.