Stockholm-Arlanda Lufthavn (Foto: Peter Phillips)

Arlanda ene om ekstra USA-sikkerhed

Som den eneste skandinaviske lufthavn indfører Stockholms Arlanda Lufthavn fra i morgen ekstra sikkerhedscheck af rejsende til USA.

I sidste uge meddelte de amerikanske myndigheder, at der ville være ekstra sikkerhedskontrol af rejsende til USA i en række udenlandske lufthavne. Myndighederne sagde dog ikke noget om hvilke lufthavne og flyruter, der ville blive berørt. Nu viser det sig, at Stockholms Arlanda-lufthavn bliver en af de berørte lufthavne.

Transportstyrelsen i Sverige meddelte tirsdag, at der fra i morgen onsdag vil være ekstra sikkerhedskontrol af rejsende til USA fra Stockholm Arlanda Lufthavn. Det vil indtil videre være den eneste skandinaviske lufthavn, hvor der vil være ekstra kontrol. Således vil rejsende fra København, Oslo og Bergen, der alle har direkte ruter til USA, ikke blive berørt.

Vise de fungerer
Den ekstra kontrol vil foregå som stikprøver, hvor kun udvalgte passagerer plukkes ud. Men alle rejsende fra Arlanda til USA bør nok være forberedte på at de kan blive kontrolleret. I den forbindelse er det særlig vigtigt at batterierne på computere, mobiltelefoner, tablets og andre elektroniske enheder er opladet. Passagerer kan blive bedt om at tænde apparaterne og vise at de fungerer. De amerikanske myndigheder har nemlig mistanke om, at terrorister har udviklet en ny type bombe, som ser ud som et batteri.

Arlanda har ruteflyforbindelser til Chicago, Los Angeles, Fort Lauderdale og Oakland ved San Francisco samt til New York lufthavnene Newark og John F. Kennedy.