- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Atlantic Airways forsøger sig med Lissabon

Portugals hovedstad kommer næste år på Atlantic Airways' menu med direkte solruter fra Færøerne.

De senere år har færingerne kunne flyve direkte til Barcelona, Rom, Milano, Chania (Kreta), Cagliari (Sardinien) og Palma for at få lidt sol på kroppen i sommerhøjsæsonen. I 2017 er det så Lissabons tur til at være en af de destinationer i Sydeuropa, som færingerne kan flyve direkte til.

Seks uger i juli, august og september vil færingernes eget flyselskab, Atlantic Airways, nemlig flyve fra de 18 stormomsuste klippeøer til Portugals hovedstad.

Sommerflyvningerne starter den 3. juli og løber frem til den 4. september med mellem 10 og 14 dages mellemrum. Der flyves fra Vagar-lufthavnen på Færøerne klokken 10 med ankomst i Lissabon klokken 13.55. Da begge lufthavne er en time bagefter København vil flyvetiden være tre timer og 55 minutter uden at færingerne skal stille på uret.

Klokken 14.55 returneres til Vagar, hvor Airbus A319-flyet forventes at lande klokken 18.50.

Foruden Lissabon, så vil Atlantic Airways også flyve direkte til Barcelona, Palma og Chania i sommeren 2017. De to første ruter starter i maj, mens Chania-ruten startes op i slutningen af juni.

Et par uger endnu
Færingerne skal dog ikke nødvendigvis vente helt til juli næste år med at flyve sydpå. Dette års Barcelona-rute flyver et par uger endnu. Og i det kommende vintertrafikprogram vil Atlantic Airways nemlig tilbyde Las Palmas på Gran Canaria som ny destination. Indtil videre har det færøske flyselskab planlagt fem returflyvninger fra den 17. december og frem til 21. januar 2017.

Og endelig så flyves to returflyvninger til den franske skisports-destination Chambery i slutningen af januar og starten af februar næste år.

Til New York
Da Atlantic Airways fik sit første A319-fly i marts 2012 holdt den daværende lagmand Kaj Leo Johannesen en tale, hvori han fremhævede de nye muligheder, der bød sig med Airbus-flyet.

“Airbus A319-flyet er et vigtigt gennembrud for Færøerne og bringer nye muligheder til det færøske samfund. Vi kan nu flyve nonstop til hele Europa samt over Atlanten. Vi kan flyve til Barcelona og til New York,“ sagde Kaj Leo Johannesen ved overdragelsesceremonien hos Airbus i Hamborg.

Selskabet har siden 2012 fløjet til Barcelona i sommersæsonen. New York er endnu ikke kommet på rutekortet. Men det kan lade sig gøre. Fra Vágar Lufthavn til New York er der en afstand på godt 4.940 kilometer. Den maksimale rækkevidde for Airbus A319-flyet er på 5.984 kilometer i 144-sæders versionen.

Atlantic Airways har opdelt sit rutenetværk i tre segmenter, henholdsvis Nord-ruterne, Danmarks-ruterne og sol-ruterne. Sol-ruterne omfatter sydeuropæiske destinationer som Kreta, Barcelona og Mallorca samt Gran Canaria i vinterhalvåret. Samlet bliver det til 40 afgange om ugen fra Vágar Lufthavn i sommerhalvåret samt omkring det halve i vintermånederne.

 

 

Relaterede artikler:

Atlantic bytter Airbus-fly

Gran Canaria ny vinterdestination for Atlantic Airways

Ny rute fra Færøerne til Grækenland

Færinger på sensommer-togt til Rom

Atlantic Airways åbner rute til Barcelona