Atlantic Airways' første og indtil videre eneste Airbus A320-fly under en testflyvning hos Airbus i Hamborg. Foto: Airbus.

Atlantic fik sit nye større fly før tid

Dårligt vejr betød, at Atlantic Airways fik leveret selskabets største fly nogensinde lidt tidligere end planlagt.

For mere end halvandet år siden underskrev Atlantic Airways og Airbus en hensigtserklæring om, at det færøske flyselskab skulle købe et nyt Airbus A320-fly. Mandag ankom flyet så til Færøernes eneste lufthavn, Vagar. Faktisk var det nye fly tidligere fremme på de stormomsuste atlanterhavsøer end det var planen. Oprindeligt skulle flyet først være ankommet tirsdag middag.

Udsigten til dårligt vejr tvang dog Atlantic Airways til at aflyse den traditionelle overdragelsesmiddag med Airbus i Hamborg mandag aften og straks sætte kursen mod Færøerne, hvor det landede sent mandag aften. Tirsdag eftermiddag havde Atlantic Airways inviteret alle færinger til modtagelsesfest i selskabets hangar. Her blev det afsløret, at det nye fly skal hedde William efter Færøernes berømte forfatter William Heinesen.

Indsættes på største rute
Det nye fly med registreringen OY-RCJ er det færøske flyselskabs største fly nogensinde. Atlantic Airways har nemlig i dag to eksemplarer af Airbus A320’erens lillesøster, Airbus A319, med plads til 144 sæder. Det nye fly har plads til 168 passagerer og skal primært indsættes på selskabets suverænt største rute mellem Færøernes eneste lufthavn, Vagar, og Københavns Lufthavn. En rute hvor selskabet til marts næste år får konkurrence af SAS – der også vil anvende Airbus A319 og A320 fly på ruten.

De 168 stole er præcis dobbelt så mange som de 83 pladser, der var i selskabets første BAE 146-200 fly.

Der bliver dog reelt ikke tale om en særlig stor kapacitetsudvidelse. Atlantic Airways har nemlig i starten af september afleveret et Airbus A319-fly tilbage til det leasingselskab, som ejer flyet. Så kapacitetsudvidelsen bliver ikke på de 168 sæder i Airbus A320-flyet, men kun på differencen mellem antallet af sæder i Airbus A320-flyet og det Airbus A319-fly, som nu er fløjet fra en af Europas nordligst beliggende øer til en af de sydligste beliggende øer – nemlig Malta.

Her er det blevet omregistreret fra OY-RCH til 9H-AEJ og flyver for Air Malta, som anvendte flyet fra det blev bygget i 2004 til det i maj 2013 kom i arbejde for Atlantic Airways.

Avanceret navigationsteknologi
Det nye fly er – ligesom de nuværende fly – udstyret med Airbus’ avancerede navigationsteknologi, RNP AR 0,1, der hidtil har medført markant højere regularitet og dermed færre forsinkelser. Der er tale om en GPS-baseret teknologi, nu også kombineret med det almindelige ILS-system i lufthavne, som sammenlagt er et særdeles præcist instrument både ved indflyvninger og udflyvninger.

Det færøske flyselskab har i første omgang tilpasset kombinationen af RNP AR 0,1 og ILS til Vágar Lufthavn, som dermed er den første lufthavn i verden, hvor denne metode bruges. Atlantic Airways’ Airbus-maskiner kan således f. eks. flyve lavere og i dårligere sigtbarhed ind til Vágar Lufthavn på Færøerne end tidligere.

Atlantic Airways købte selv det ene af de to tilbageværende Airbus A319-fly hos Airbus i 2012, mens det andet er leaset og kom til Atlantic Airways i oktober 2013.

Planer om mindre fly
Parallelt med indfasningen af Airbus A319-flyene har Atlantic Airways udfaset en flåde af ældre Avro-fly. Det var en forlængelse af landingsbanen i Vagar-lufthavnen fra 1.250 meter til 1.799 meter, som gjorde det muligt at anvende Airbus A319-flyene til og fra Færøerne.

Det færøske flyselskab har tidligere haft planer om at anskaffe sig mindre regionale jetfly fra Embraer eller Bombardier til ruter i Nordatlanten såsom Reykjavik, Bergen og Aberdeen. De planer har selskabet indtil videre lagt på hylden.

 

 

Relaterede artikler:

Atlantic bytter Airbus-fly

Færinger får større fly til december

Atlantic Airways A319-fly klar til levering

Atlantic vil købe større fly

 

x

Læs Også

SAS skærer ned på rute til Færøerne

I vintertrafikprogrammet frem til den 21. marts 2018 har SAS fjernet omkring 30 procent af kapaciteten på ruten til Færøerne på grund af svagere efterspørgsel.

Lufthavnsdirektør er fratrådt

Trods rekordvækst i Vágar Lufthavn er Jákup Sverri Kass torsdag fratrådt som lufthavnsdirektør efter gensidig aftale med bestyrelsen.

Vágar runder 300.000 passagerer

Vagar Lufthavn havde mere end 300.000 passagerer i året første 10 måneder. Det er flere end i hele 2016.

United overvejer køb af brugte Airbus-fly

Det amerikanske flyselskab United Airlines påtænker at erhverve op til 40 brugte fly af typerne Airbus A319 og A320.

Ny avanceret indflyvning på Færøerne

Når Vagar Lufthavn på Færøerne snart indfører ny satellitbaseret indflyvning, kommer det både SAS, Atlantic Airways og andre selskaber til gode.

Atlantic Airways til ny middelhavsø

Malta er valgt til og Kreta er valgt fra i Atlantic Airways' 2018-udbud af direkte sommerruter fra Nordatlanten til Sydens sol.