ATR-fly skred af banen i Københavns Lufthavn

Et ATR72-fly fra BH Airlines skred i januar måned ud under landingen i Københavns Lufthavn. Havarikommissionen har netop offentliggjort en rapport om den alvorlige hændelse.

Mandag den 14. januar var et ATR72-200 fly fra det bosnien-hercegovinske flyselskab BH Airlines på vej fra Sarajevo til København som rutenummer JA406. Ombord på flyet var 38 passagerer og fire besætningsmedlemmer.

Landingen foregik på Københavns Lufthavn bane 22L kl. 10.17. Umiddelbart efter at flyet satte hjulene på banen, valgte piloten at tage kraften af motorerne og skubbe håndtagene til tomgangs-position.

Den venstre motor adlød kommandoen, men det var ikke tilfældet med den højre, hvorefter flyet begyndte at skride ud under landingsafløbet. Herefter forsøgte den ansvarlige pilot at reversere begge motorer for at kompensere for udskridningen mod venstre. Samtidig råbte styrmanden to gange efter hinanden “one low pitch“, hvilket skulle advare den ansvarlige pilot, at ikke begge motorer var i tomgangs-position.

Da flyet fortsatte med at skride ud mod venstre valgte den flyvende pilot at korrigere ved hjælp af bremser og ror i højre side. Men udskridningen fortsatte og flyet kørte udenfor banen i græsområdet, der udgør sikkerhedszonen, Efter omkring 350 meters kørsel i sikkerhedszonen fik piloten endelig kontrol over flyet og kørte tilbage ind på bane 22L.

Herefter taxiede piloten med lav fart flyet til den nærliggende taxivej B5 og stoppede her. Samtidig blev flyvelederne i tårnet informeret, mens brand- og redningskøretøjer nåede frem til flyet og kunne konstatere, at der ikke var synlige skader. Herefter kunne flyet køre til gaten.

Fejl ved propel-kontrolsystem
Havarikommissionen har netop offentliggjort en rapport om hændelsen, der karakteriseres som alvorlig. Det viste sig, at PEC-styresystemet (Propeller Electronic Computer, red.) til propellerne havde givet to fejlkoder, der indikerede, at propelbladene ikke havde fulgt pilotens kommando.

Men pilotens forsøg på at afhjælpe fejlen og redde situationen ved at reversere begge motorer var blot med til at forlænge udskridningen. Hvis der ikke er lys i “LOW PITCH“ indikationen på begge motorer i kontrolpanelet, er det ikke tilladt at reversere motorerne.

I Havarikommissionens rapport fremgår det, at BH Airlines efterfølgende i piloternes fremtidige træningsprogrammer gennemgår procedurerne, når propelsystemerne fejler, således at en tilsvarende hændelse vil kunne blive undgået i fremtiden.