Atter sommerflyvninger fra Aalborg til Grønland

Air Greenland vender i sommeren 2015 tilbage med tre flyvninger mellem Aalborg og Kangerlussuaq. Ruten skal dog gå via København for at sikre passagergrundlaget.

Air Greenland forsøgte sig i sommeren 2014 med få udvalgte flyvninger mellem Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq) og Aalborg. Ruten blev en realitet efter, at Aalborg Lufthavn i flere år ihærdigt har arbejdet for at få det grønlandske flyselskab til at anerkende det store potentiale, som den nordjyske region rummer.

Nu vil det grønlandske flyselskab forsøge sig igen, når tre afgange i sommeren 2015 flyves fra Kangerlussuaq til København via Aalborg.

Det 278-sæder store Airbus A330-fly vil flyve via Aalborg til København for at få end bedre ruteøkonomi, end det var tilfældet ved premieren sidste sommer.

“På den måde kan vi fylde op to steder fra. Vi havde lidt problemer med at få fyldt maskinerne op fra Aalborg sidste år, der var ikke så mange passagerer, og de var ikke ligeså godt betalende, som vi havde forventet. På den her måde kan vi fylde op to steder fra og minimere risikoen,“ siger Air Greenlands kommercielle direktør Christian Keldsen, til Nordjyske.

Tre weekendflyvninger
Første flyvning finder sted lørdag den 27. juni fra Kangerlussuaq til Aalborg kl. 10.50 med ankomst i Aalborg kl. 19.00. Returflyvningen mod Grønland fra Aalborg foregår om søndagen kl. 10.25 med ankomst i Kangerlussuaq kl. 10.45 lokal tid.

De efterfølgende flyvninger er programsat til henholdsvis den 18. og 19. juli samt den 8. og 9. august.

Airbus A330-200 flyet fra Air Greenland går under navnet Norsaq og har plads til samlet 278 passagerer fordelt med 30 på Nanoq Class og 248 på økonomiklassen.

Hvor vidt Air Greenland kommer til at flyve alene mellem Aalborg og Grønland er endnu for tidligt at sige. Iværksætterprojektet Greenland Express spøger stadig i kulissen, og hvis selskabet kan skaffe kapital, tilladelser og fly, kan der blive endnu en operatør til Grønland fra den nordjyske lufthavn.

Generelt er der et relativt stort markedsgrundlag for rejser mellem Aalborg og Grønland. Det skyldes, atAalborg Havn har en central position som udskibningshavn til Grønland.