Attraktive lufthavns-ben i spil

Vellønnede bestyrelsesposter i kommunalt ejede lufthavne er eftertragtede ved konstitueringsforhandlingerne efter kommunalvalget i dag.

Når kommunalpolitikere landet over i aften starter forhandlingerne om konstitueringerne i de enkelte kommuner, så er det ikke bare borgmesterposten, udvalgsposter og posterne som medlemmer af den lokale havnebestyrelse og de kommunalt ejede forsyningsselskaber, som er i spil.

Bortset fra borgmestrene, så er det de færreste lokalpolitikere, der kan leve alene af deres byrådsgage. Stort set alle har et job ved siden af. Men lønnede ”ben” som kommunens repræsentant i forskellige bestyrelser kan være særdeles økonomisk attraktive. Og i flere kommuner er det muligt at erobre ben inden for luftfart. For adskillige kommuner er nemlig medejere af større eller mindre lufthavne.

Sidder for bordenden
Det bedst-lønnede ben er jobbet som formand for Aalborg Lufthavns bestyrelse. Det er en post, som årligt giver 70.000 kroner ekstra i lønningsposen. I øjeblikket beklædes posten af Aalborgs afgående borgmester, socialdemokraten Henning G. Jensen. Og posten vil sandsynligvis blive overtaget af Aalborgs nye borgmester.

I Karup Lufthavn får formanden 52.202 kroner. I dag er det Venstre-manden og tidligere borgmester i Holstebro, Arne Lægaard, der sidder for bordenden i den vestjyske lufthavn. I Aarhus Lufthavn får det socialdemokratiske medlem af Aarhus Byråd, Ango Winther, 40.000 kroner for at repræsentere lufthavnen på Djursland.

En ekstra skilling
I Billund bestrides formandsposten af erhvervsmanden Clas Nylandsted Andersen. Den post er derfor ikke i spil og mulig at erobre for politikere i en af de otte kommuner, som ejer Billund Lufthavn. Men det betyder ikke, at politikerne skal se bort fra mulighederne for at tjene en ekstra skilling ved at gå efter bestyrelsesposter i lufthavnen. Det er nemlig her, at menige bestyrelsesmedlemmer af lønnes bedst med 50.000 kroner om året for deltagelse i bestyrelsesmøder, ruteindvielser, receptioner og andre sociale begivenheder. I dag er borgmester Arne Sigtenbjerggaard og byrådsmedlem Leif Skov fra Vejle, borgmester Ib Kristensen fra Billund, borgmester Kenny Bruun Olsen fra Fredericia, borgmester Kirsten Terkilsen fra Hedensted og byrådsmedlem Bent Bechmann fra Kolding de politiskudpegede medlemmer af lufthavnsbestyrelsen.

Længere mod nord, i Aalborg Lufthavn, er man også rundhånede over for de menige medlemmer af lufthavnens bestyrelse. Foruden Henning G. Jensen, så er Jammerbugts borgmester, Mogens Gade, og Rebilds borgmester, Anny Winther, medlemmer af bestyrelsen. Sammen med tre erhvervsfolk og to medarbejderrepræsentanter får de 40.000 kroner om året.

Kun kørepenge
I Aarhus er niveauet et ganske andet. Her får næstformanden, borgmester Henning Jensen Nyhuus fra Randers, 15.000 kroner om året. De menige medlemmer, politikere fra de tre øvrige ejerkommuner får 10.000 kroner om året.

Politikerne på Djursland bør dog ikke brokke sig i forhold til vilkårene for de politiskudpegede medlemmer af bestyrelsen for Karup Lufthavn. For her får de menige bestyrelsesmedlemmer kun kørepenge for at deltage i bestyrelsesmøderne i lufthavnen på heden. Men det er måske rent økonomisk også en meget fornuftig disposition. For lufthavnen har intet mindre end 12 bestyrelsesmedlemmer og heraf er de 11 politikere fra de ni ejerkommuner.

På Fyn ledes Hans Christian Andersen Airport, der tidligere hed Odense Lufthavn, af et repræsentantskab, der vælger en upolitisk bestyrelse.

I alt 38 kommuner er helt eller delvist lufthavnsejere.