- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Austrian aflyser 150 flyvninger

En arbejdskonflikt i Austrian Airlines betyder, at flyselskabet aflyser omkring 25 procent af alle flyvninger tirsdag og onsdag. Samtlige flyvninger til København vil onsdag være aflyst.

Medarbejderne hos Austrian Airlines vil have mere i løn, og det går ud over flyselskabets operationer fra hovedstadslufthavnen i Wien i disse dage.

Hele 25 procent af alle Austrians flyvninger bliver således aflyst tirsdag og onsdag, da personalet vil være optaget af interne møder. Møderne bliver afholdt fra tirsdag klokken 17, og igen fra onsdag klokken 6, og flyaflysningerne finder sted i forbindelse med disse møder.

Austrian Airlines har derfor været på forkant og aflyst over 150 planlagte flyvninger ud af i alt 570 afgange den 6. og 7. marts, så man rettidigt kan ombooke passagererne til andre fly. Det forventes, at op mod 10.000 passagerer vil blive påvirket af arbejdskonflikten i det østrigske flyselskab.

De aflyste flyvninger indbefatter ruter fra Wien og til en lang række europæiske destinationer: København, Amsterdam, Basel, Bruxelles, Bukarest, Budapest, Køln/Bonn, Düsseldorf, Eriwan, Frankfurt, Geneve, Hamburg, Leipzig, Lyon, Milano, München, Prag, Salzburg, Sofia, Stockholm, Stuttgart, Venedig, Zagreb og Zürich.

Alle flyvninger til Københavns Lufthavn vil onsdag være aflyst, meddeler Austrian Airlines.

Kan ende med strejke
I alt 3.900 piloter og kabinemedlemmer har job hos Austrian Airlines. Flyselskabets ledelse har ifølge Air Transport World tilbudt medarbejderne en inflationskompensation på 2,1 procent og et engangsbeløb på 1,4 procent, men fagforeningen Vida har kaldt dette tilbud for ”uacceptabelt”.

Fagforeningen udelukker ikke, at dens medlemmer kan ende med at gå i strejke, hvis ikke man kommer til enighed.

Austrian Airlines har kritiseret medarbejdernes møder, da man mener, at en arbejdskonflikt under igangværende forhandlinger er den forkerte tilgang, hvis man ønsker flere arbejdspladser og mere i lønposen.

Skulle man være blandt de passagerer, der har billet til én eller flere af de aflyste flyvninger, vil man automatisk blive informeret om ændringer i flyveplanen, såfremt man har oplyst sit telefonnummer og/eller e-mail ved bestilling af flybillet. Medlemmer af Austrian Airlines’ Miles & More-programmet vil desuden også få besked ved aflyste fly.

 

Relaterede artikler:

Austrian overvejer køb af nye langdistancefly

Austrian får fjerde skandinaviske rute

Nye Austrian-ruter til Sydafrika og Japan

Austrian indfører Premium Economy

Ikke flere pilotstrejker i Lufthansa