BA giver gratis First Class-opgradering

Book en Club World-returbillet og bliv opgraderet til First Class på ud- eller hjemturen. Det er det seneste tilbud fra British Airways.

British Airways forsøger nu at gøre sig ekstra lækre overfor de rejsende på selskabets business class, Club World. Frem til 18. maj er det således muligt at få en gratis opgradering til First Class med i købet, når man køber en returbillet på Club World-klassen på en af British Airways’ langdistanceflyvninger.

Man vælger selv om man vil opgraderes på ud- eller hjemturen. Når man at gøre det inden den 18. maj, så kan man vælge den gratis First Class-opgradering på rejser frem til udgangen af februar næste år.

Lader rejsebureau gøre det
Det er muligt at tilvælge den gratis opgradering på så mange returflyvninger, som man har lyst til. Eneste krav er blot, at billetterne bookes inden den 18. maj og at der er plads på første klasse på de pågældende flyvninger.

Valget skal foretages samtidig med at man booker billetten og kan kun gøres, hvis man kontakter British Airways’ kundeservice eller lader et rejsebureau gøre det. Det er således ikke muligt at få den gratis opgradering med i købet, hvis man selv booker Club World-billetten på nettet.