Bedste måned i 86 år for Københavns Lufthavn

I juli 2011 satte Københavns Lufthavn ny rekord med 2.283.586 passagerer. Det er den travleste måned siden etableringen af Københavns Lufthavn i 1925. Passagertallet lå 3 % over samme måned sidste år og for hele året er væksten nu på 8 %.

I 1925 grundlagde den danske stat Københavns Lufthavne A/S, og i de 86 år der er gået siden, har lufthavnen aldrig haft flere passagerer end i den forgangne måned.

Medarbejderne i Københavns Lufthavne A/S har således haft mere end travlt, idet juli måned blev den bedste nogensinde i lufthavnens historie.

I alt 2.283.586 passagerer rejste gennem lufthavnen., hvilket er 3,0 % flere end i samme måned sidste år. I faktiske tal havde lufthavnen omkring 66.000 flere passagerer end i juli sidste år.

”Den våde danske sommer har helt sikkert været med til at drive passagertallet i vejret,”mener Carsten Nørland, der er salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn har dermed fået direkte fordel af det ustadige danske sommervejr, der har drevet folk på charter- og storbyferie under varmere og mere solrige himmelstrøg.

”Både den internationale rutetrafik og chartertrafikken er steget, mens indenrigstrafikken vanen tro står ret stille i sommerperioden. Det understreger meget godt, at danskerne på det nærmeste er flygtet ned i varmen,” sigerCarsten Nørland.

Antallet af internationale passagerer steg med 4,2 % menschartertrafikken gik frem med 9,0 %.

Til gengæld faldt både indenrigstrafikken og antallet af transferpassagerer med 9,3 % i juli måned.

Hvad destinationerne angår er London atter favoritten med 154.711 passagerer i juli måned, svarende til en vækst på 8,1 %. På 2. pladsen følger Olso, der dog faldt med næsten 3 %.

Højdespringeren er Helsinki, der i juli måned gik frem med hele 30,6 % til 69.511 passagerer.

Ser man på hele året indtil nu er der også markant fremgang. I årets første syv måneder havde Københavns Lufthavn således 13.098.918 passagerer mod 12.125.726 passagerer i de første syv måneder af 2010. Det svarer til en vækst på 8,0 %.