Billund-ansatte vil ikke i konflikt

Der er nu udbrudt en åben strid mellem de ansatte i Billund Lufthavn og fagforbundene HK og 3F. En initiativgruppe blandt ansatte i lufthavn har indkaldt til et stormøde i dag for at undgå at skulle ud i en sympatikonflikt mod Ryanair.

Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og staten har gjort de indledende øvelser til de såkaldte trepartsforhandlinger.

Et af fagbevægelsens mål er at skabe 20.000 nye jobs. Det skal ske ved en indsats mod ‘social dumping’, hvilket betyder, at udlændinge skal afskæres fra at arbejde i Danmark uden overenskomst og til lavere løn og rettigheder end tilsvarende danske ansatte.

Det er Ryanair ifølge fagbevægelsen et eksempel på. Det irske lavprisflyselskab etablerede islutningen af marts måneden base i Billund Lufthavn med to fly, hvilket skaber beskæftigelse til op imod 80 piloter og kabinemedarbejdere hos selskabet.

Netop Ryanair er kendt for at ansætte østeuropæisk personale til andre vilkår end de overenskomster, som Flyvebranchens Personale Union (FPU) indgår med danske selskaber. Med den betydelige signalværdi, der ligger i en konflikt med Ryanair, har LO kørt kanonerne i stilling til en konflikt, der kan understøtte fagbevægelsens synspunkter i trepartsforhandlingerne.

En boomerang
Men LO og fagbevægelsen kan risikere, at et forsøg på konflikt kan ramme som en boomerang. For fagbevægelsen kan ikke prestigemæssigt holde til at starte en konflikt, som man ikke har muligheden for at gå sejrrigt ud af.

Det vil nemlig være en hårfin balance ikke at risikere at ødelægge et par hundrede jobs, som Ryanairs baseoperation skaber i Billund Lufthavn, hos denne levarandører og hos lokale virksomheder. Og Ryanair har gennem medierne gjort det klart, at luftfartsselskabet vil trække sig ud af Billund, såfremt det ikke vil være muligt at gennemføre operationerne på grund af en faglig konflikt.

Initiativgruppe vil blokere for konflikt
FPU har gennem nogen tid forsøgt at få opbakning fra fagforbundene HK og 3F til en konflikt mod Ryanair. Men de ansatte i Billund Lufthavn vil tilsyneladende ikke i konflikt med Ryanair. Det er velkendt, at organiseringsgraden i Billund er noget lavere end i Københavns Lufthavn, og netop denne kendsgerning kan stikke en kæp i hjulet for fagbevægelsens mulige kamp mod det irske lavprisflyselskab.

Ifølge Jydske Vestkysten har en gruppe ansatte i dag indkaldt til stormøde i Billund Lufthavn for at finde veje til at undgå at skulle følge kravene om at boykotte betjeningen af Ryanair, såfremt en konflikt bliver en realitet.

“Jeg har ikke talt med en eneste her i Billund, der er enig i, at vi skal gå i konflikt med Ryanair. Tværtimod vil vi gøre næsten alt for at beholde de cirka 100 afledte arbejdspladser, som Ryanairs aktiviteter giver os i lufthavnen. En konflikt kan meget let ende med, at Ryanair trækker sig ud, så vi bliver arbejdsløse,“ siger medlem af initiativgruppen Bjarne Sørensen, der selv er HKer, til Jydske Vestkysten.

Talsmanden for initiativgruppen er overbevist om, at der er tilstrækkelig opbakning til at forhindre 3F og HK i at skabe en effektiv konflikt. Han peger på muligheden for at slæbe kufferter eller arbejde gratis om natten for at sikre, at Ryanair-flyene kommer i luften.

“Vi bliver af fagforeningerne brugt som våben i en konflikt, som vi slet ikke enige i. Det er en helt uholdbar situation,“ siger Bjarne Sørensen til JydskeVestkysten.

Konflikt kan true sommerferieplaner
Et koordineringsmøde i LO skulle have været afholdt i sidste uge med henblik på at finde opbakning til FPU og Serviceforbundets ønske om en konflikt mod Ryanair. Mødet er dog imidlertid udsat til den 8. juni, hvor der forventes at blive taget endelig beslutning om, hvorvidt der skal afsendes konfliktvarsel. Med en varsel på 14 dage kan en konflikt således tidligst træde i kraft den 22. juni.

Skolernes sommerferie begynder i de fleste danske kommuner lørdag den 30. juni. Det betyder, at en konflikt mod Ryanair i yderste konsekvens kan risikere at forstyrre ferieplanerne for mange danskere.