Billund bliver Dreamliner-lufthavn

I vintersæsonen 2014/15 vil Star Tour flyve med Boeing 787-8 Dreamliner fra Billund Lufthavn til Thailand.

Billund Lufthavn ser ud til at blive den sjette skandinaviske lufthavn i rækken, der vil kunne tilbyde passagererne at flyve med de nye Boeing 787-8 Dreamliner-fly.

Det er rejsearrangøren Star Tour, der i perioden fra den 27. december til den 7. marts hver 14. dag vil flyve fra Billund direkte til Phuket i Thailand med drømmeflyet.

Den tekniske operation er lagt i hænderne på det britiske søsterselskab Thomson Airways, der hver anden lørdag i vintermånederne vil flyve 288 Star Tour-gæster på den 10 timer og 30 minutter lange flyvning til den thailandske ferieø. I alt 241 passagerer til kunne rejse på økonomiklasse, mens der er plads til 47 på et premium-produkt forrest i flyet.

Flight TOM662 vil afgå kl. 20.00 fra Billund med ankomst i Phuket International Airport kl. 12.30 den følgende dag. Afgangstidspunktet er dog ikke det bedste for de mange jyske flyspottere, der givetvis vil stå klar uden for lufthavnens indhegning med de lange telelinser.

“Det er rigtig spændende både for flyentusiaster og passagerer, at vi får Dreamlineren til Billund. Det er et nyt og topmoderne fly, som vi glæder os til at gøre vores erfaringer med, og det er rigtig dejligt, at Star Tour vil introducere dette fantastiske produkt i Billund Lufthavn,“ siger marketingchef Jesper Klausholm til CHECK-IN.dk.

Tre Dreamliner-destinationer i 2014/15
Star Tour er da også meget tilfredse med, at rejsearrangøren kommer til at skrive sig ind i den jyske lufthavns historie i de sidste dage af 50-års jubilæumsåret.

“Vi er stolte af at være de første og eneste, der kan tilbyde vore jyske og fynske kunder at flyve med det nye superfly direkte til en af danskernes absolutte vinterferiefavoritter, nemlig Thailand. At flyve med Dreamlineren er en meget komfortabel start på ferien,“ siger salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour.

I den igangværende vintersæson flyver Star Tour med Dreamlineren fra København til Den Dominikanske Republik. Det vil selskabet også gøre i 2014/15 sæsonen, hvor der udover Phuket-flyvningen fra Billund også bliver flyvninger fra København til Jamaica.

“Vi satser stort på Dreamliner-flyene i fremtiden, og vi vil gradvist få flere afgange med denne flytype, fordi den er miljørigtig og sætter nye standarder for flyoplevelsen,“ påpeger Stig Elling.