Forpladsen i Billund Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Billund er den mest internationale lufthavn

Billund er den mest internationale lufthavn i Skandinavien. Over 95 procent af passagererne rejser til og fra udlandet.

Danmarks næststørste lufthavn, Billund Lufthavn, har normalt svært ved at bide skeer med de næststørste lufthavne i de to skandinaviske nabolande. På trods af passagertilbagegang i 2015, så er Bergen Flesland-lufthavnen stadig langt større end Billund Lufthavn. Det samme er Gøteborg Landvetter-lufthavnen.

På ét punkt giver Billund Lufthavn dog baghjul til alle andre større lufthavne i Skandinavien inklusiv Københavns Lufthavn, Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda. Billund Lufthavn kan således kalde sig Skandinaviens mest internationale luftfart.

Det er nemlig den lufthavn i Skandinavien med den største andel af internationalt rejsende passagerer. Således rejste 95,6 procent af lufthavnens godt 2,9 millioner passagerer i 2015 ud af Danmark, mens kun 4,4 procent fløj indenrigs til primært København. Her er man også pænt med som den skandinaviske lufthavn, der har den næststørste andel af internationalt rejsende. Her rejser 93,9 procent ud i verden, mens 6,1 procent flyver indenrigs.

Hvis man udbreder fokus fra de tre skandinaviske lande til alle nordiske lande, så er det ikke overraskende den islandske lufthavn Keflavik nær hovedstaden Reykjavik, som klarer sig bedst. Her er meget tæt ved 100 procent af de rejsende passagerer på vej til eller fra udlandet.

Tallene fremgår af en rapport fra forskningsinstituttet Nordregio om tilgængelighed og infrastruktur i de nordiske lande.

600.000 jobs
Rapporten peger desuden på, at lufthavnsaktiviteter genererede 612.800 jobs i Norden i 2013. Omkring totredjedele af al flytrafik ind og ud af Norden er international trafik. Det er en stigning på 28 procent siden 2008.

Omtrent 60 procent af alle flyrejsende i Norden rejser fra, til eller gennem de fire store hovedstadslufthavne København, Oslo Gardermoen, Stockholm Arlanda og Helsinki Vantaa.

Foto: Morten Lund Madsen.