- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund hiver chartertrafik i plus

En god september med tocifret chartervækst har bragt Billund Lufthavn tilbage på vækstsporet i chartersegmentet.

Billund Lufthavn styrer støt og sikkert mod en ny årsrekord i lufthavnen. Med op imod 3,1 mio. passagerer i 2016 og en samlet vækst i årets ni første måneder på 8,3 procent, er det svært at forestille sig, at lufthavnen kan undgå at ramme mindst 3,3 mio. passagerer i indeværende år.

Hele året har det været udenrigstrafikken, der har trukket væksten, men nu har også chartermarkedet udviklet sig stærkt. I september var der 103.046 charterpassagerer gennem Billund Lufthavn, og det var rent faktisk en stigning på 11,9 procent i forhold til samme måned året før. Det betød samtidig, at en samlet tilbagegang på 1,4 procent ved udgangen af august blev vendt til en fremgang på 0,3 procent, da de sidste passagerer blev registreret i lørdags før månedsskiftet.

Det er angiveligt det ustabile danske sommervejr, der har forlænget chartersæsonen ind i den første efterårsmåned.

”Ferierejserne strækker sig i disse år over længere perioder, end vi har været vant til tidligere, og med gode tilbud på rejser bliver det ekstra attraktivt at flytte ferien for de, der har muligheden for det. Grækenland, Spanien og Tyrkiet er langt de mest foretrukne rejsemål for danskerne, der søger varme, sol og strand,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, der er administrerende direktør for Billund Lufthavn.

Solid udenrigsvækst
Men det er ikke muligt at kommentere passagertallene i den internationale vestdanske lufthavn uden også at fokusere på udenrigstrafikken med rutefly. Her har fremgangen været konstant i mange år, og i september var der endnu engang en tocifret vækstrate på 10,5 procent til 222.149 passagerer, hvilket således er hovedparten af de samlet 338.494 passagerer, der var gennem terminalen i sidste måned.

En pæn del af stigningen på 21.199 udenrigspasagerer kommer fra det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air, der sandsynligvis samlet har leveret omkring 9.000 nye passagerer på ruterne til Bukarest, Cluj-Napoca og Warszawa, der ikke var i lufthavnens ruteprogram sidste år på samme tid. Det samme er tilfældet med Ryanair, der har bidraget med omkring 3.500 nye passagerer på den nye rute til Berlin-Schönefeld.

Ifølge lufthavnen har der også været en stabil fremgang hos eksisterende selskaber med noget højere belægning end sædvanligt.

”Både netværksselskaberne og lavprisselskaberne oplever, at de høje belægningsprocenter, vi så hen over sommeren, er fortsat ind i efteråret. Det betyder en god udnyttelse af kapaciteten, hvilket er til fordel for flyselskaberne. Det er ikke muligt at fremhæve ét selskab fremfor nogle andre, da mange selskaber oplever de samme positive tendenser. Det er heller ikke lige til at finde en forklaring på, hvorfor vi ser denne stigning i belægningsprocenterne, udover at der måske er positive tendenser i folks privatøkonomi, og at det så blandt andet kommer til udtryk gennem vores lyst til at rejse,” vurderer lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Billund blev genforenet med Berlin

Syvende Wizz Air-rute fra Billund

Stærk udenrigsvækst i Aalborg og Billund

425.000 passagerer igennem Billund Lufthavn

Solidt halvår i Billund