- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund Lufthavn er europamester i ruteudvikling

Billund Lufthavn er mandag aften i Bilbao blevet hædret ved Routes Europe Marketing Awards 2018 som bedste regionale lufthavn i Europa til ruteudvikling.

Mandag aften var de 1.200 deltagere ved ruteudviklingskonferencen Routes Europe 2018 i Bilbao samlet til den store Routes Europe Marketing Award-prisuddeling, hvor de bedste lufthavne i disciplinen ruteudvikling blev kåret.

I kategorien med lufthavne under fire millioner årlige passagerer var Billund Lufthavn nomineret, og den internationale vestdanske lufthavn løb af med sejren foran Belfast City Airport, Cork Airport, Groningen Airport Eelde samt Liege Airport.

Dermed kan Billund Lufthavn kalde sig europamester i ruteudvikling.

”Det er bare rockerfedt. Det er helt fantastisk. Når man laver det her til dagligt, er det den største anerkendelse man kan få, da det er flyselskaberne, der har peget på os,” lyder det fra en meget glad og stolt marketingchef Jesper Klausholm i telefonen fra Bilbao.

Den flotte anerkendelse sker på baggrund af de nye ruter, som lufthavnen sikrede sidste år samt i den kommende sæson. Samtidig har der også indgået en anerkendelse af den markante vækst igennem de seneste 12 måneder, som langt overgår andre danske lufthavne.

Dommerkomitéen bestod af repræsentanter fra flyselskaberne airBaltic, Austrian Airlines, Finnair, Jet2.com, SunExpress, Vueling og Wizz Air.

Noget af det bedste i Europa
Billund Lufthavn satte sidste år passagerrekord med godt 3,4 millioner passagerer og præsenterede ti nye rejsemål til Lissabon, Wien, Bergen, Warszawa, Iasi, Beirut, Antalya, Poznan, Berlin og Athen, som enten startede eller blev annonceret i 2017.

Men trods sejren, bliver der ikke tid til at hvile på laurbærrene.

“Sejren kan vi kun bruge i aften. Fra klokken 08.30 i morgen tidlig, er der nye møder, der venter. Vi har gjort det, som vi plejer at gøre, og det er noget af det bedste i Europa,” konstaterer Jesper Klausholm.

I kategorien med lufthavne over 20 millioner passagerer var både Københavns Lufthavn og Oslo Lufthavn nomineret. Her blev vinderen dog Zaventem-lufthavnen i Bruxelles foran Oslo Lufthavn, så Billund Lufthavn var alene om at hente et trofæ hjem til Skandinavien.

“Vi gør et stort stykke arbejde for at fortælle flyselskaberne, at Vestdanmark har et stort passagergrundlag og en befolkning med stor rejselyst. Det er ved at gå op for luftfartsselskaberne, at potentialet er stort. Det betyder, at flere og flere flyselskaber vælger Billund Lufthavn til og bliver her. Det giver os en god platform at arbejde videre på i de kommende år,” siger marketingchefen.

 

Relaterede artikler:

Store forventninger til rutekonference i Bilbao

Billund nomineret til ruteudviklingspris

Skandinaviske lufthavne atter nomineret til pris

Billund i snak med selskaber fra hele verden

Billund hædret for ruteudvikling