Billund-selskab køber op til 90 fly

Et dansk leasingselskab har under Paris Airshow placeret en ordre på 35 ATR-fly og option på yderligere 55.

Traditionen tro vælter det ud med annonceringer af store flykøb under denne uge Paris Airshow. Og midt i mylderet af storindkøb af Boeing- og Airbus-fly dukker en flyhandel med dansk islæt op. En handel, der målt i antal fly sagtens kan matche ordrerne på de større fly.

Det er det danske leasingselskab Nordic Aviation Capital (NAC), der har købt 35 fransk-italienske ATR-fly og taget option på yderligere 55. De 35 fly vil bestå af 30 ATR72-600 og fem ATR42-600. Ordren inklusiv optionerne har en værdi af 2,1 mia. dollars, svarende til 11,7 mia. danske kroner

Verdens største ATR-ejer
Med de 35 nye fly vil NAC i 2016 have en ATR-flåde bestående af mere end 150 fly, som er leaset ud til selskaber over hele verden. Herhjemme skal Jet Time anvende ATR72-600 fly fra NAC, når selskabet fra oktober skal flyve for SAS.

NAC er dermed verdens suverænt største ejer af ATR-fly.

“Vi har gjort ATR turboprop til en af ​​de vigtigste grundpiller i vores nuværende og fremtidige udvikling. Vi mener, at regional luftfart i de kommende år i stigende grad vil stole på denne enestående teknologi, og at ATR-fly vil fortsætte med at have stor succes hos flyselskaber i dette segment. De 180 flyselskaber, der anvender ATR-fly verden over, repræsenterer så mange muligheder for os til at vokse vores forretning,” pointerer NAC’s bestyrelsesformand og ejer, Martin Møller og fortsætter:

“Vores erfaring som udlejere bekræfter den stærke efterspørgsel efter ATR-fly hos regionale flyselskaber. Flyenes meget lave driftsomkostninger og høje pålidelighed er de vigtigste drivkræfter for at sikre rentabilitet, både for luftfartsselskaber og for os selv.”

Mere end 180 fly
Det Billund-baserede selskab har også andre typer turbopropfly i sin portefølje. I alt mere end 180 fly råder selskabet over i dag.

NAC har valgt at specialisere inden for leasing af turbopropfly, da man mener der er et stort potentiale for den type fly inden for regional luftfart. Leasing af større jetfly fra Boeing og Airbus lader NAC gladeligt selskaber som ILFC og GECAS tage sig af.