Billund: Vi har lavet case på rute til New York

Skandinaviens fjerdestørste lufthavn i Bergen får en direkte Norwegian-rute til New York. Det kan på sigt åbne muligheder for Billund Lufthavn, der er nummer otte i Skandinavien.

Der var glæde i Norges næststørste by Bergen, da Norwegian i går på et pressemøde kunne præsentere en ny langdistancerute fra Flesland-lufthavnen til New York-JFK.Dermed bliver det første gang i mange år, at der åbnes en langdistancerute fra en regional lufthavn i Skandinavien.

Flesland-lufthavnen i Bergen er den fjerdestørste lufthavn i Skandinavien. Sidste år rejste 5,8 mio. passagerer gennem lufthavnen på den norske vestkyst. Det er dobbelt så mange som i Billund Lufthavn, der med 2,7 mio. passagerer i 2012 befandt sig på en sikker ottendeplads på listen over de største skandinaviske lufthavne.

Norwegians strategi med etablering af langdistanceruter fra regionale lufthavne kan potentielt betyde, at Billund Lufthavn på sigt også kan gøre sig forhåbninger om at etablere ruteflyvning til oversøiske destinationer.

“Vi har lavet en case på en rute fra Billund til New York, men jeg tror ikke, at den ligger lige om hjørnet,“ siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

Han peger på, at der nogle forhold i markedet omkring Bergen, der er ganske unikke, idet mange amerikanske turister hvert år tager til Norge for at opleve fjordene på vestkysten. Herudover er turistorganisationerne Innovasjon Norge og det regionale Norway in a Nutshell stærke i Nordamerika, hvilket styrker de norske muligheder.

“Fra Billund er der et større optageområde end i Bergen, men der vil ikke være samme potentiale på den indkommende trafik, da Billund som destination ikke har samme tiltrækningskraft. Legoland er meget populær, men oplevelsesparken findes også andre steder i verden, blandt andet i USA og Storbritannien, mens de norske fjorde kun kan opleves ét sted i verden,“ mener marketingchefen.

50.000 jyske rejsende til New York
Netop Norwegians brug af Dreamlineren har gjort det mere realistisk og muligt at etablere oversøiske ruter fra regionale lufthavne. Boeings overordnede strategi var nemlig at tilbyde flytypen til at åbne mindre markeder op med point-to-point ruter.

“Vi har et godt billede af, hvordan markedet mellem Billund og New York ville se ud. Der er årligt op til 200.000 rejsende fra Vestdanmark til Nordamerika, og omkring 25 til 30 procent af disse flyver til New York. Der vil således være et marked for en ugentlig afgang fra Billund, men det vil i givet fald kræve, at touroperatørerne og de lokale og regionale turistorganisationer støtter op omkring det,“ forklarer Jesper Klausholm.

Selvom den sydjyske lufthavn allerede har lavet en case på en rute til New York, er det ikke noget, der står øverst på agendaen i ruteudviklingsindsatsen.

“Vi arbejder med et primært fokus på det europæiske marked, men vi skal naturligvis ikke være blinde for mulighederne på oversøiske markeder,“ fastslår marketingchefen.