Bisværm tvang MD82-fly til sikkerhedslanding

Noget så usædvanligt som en bisværm tvang et MD82-fly fra amerikanske Allegiant Air til at foretage en sikkerhedslanding i Las Vegas.

Fuglekollisioner – eller de såkaldte birdstrikes – forekommer relativt ofte inden for luftfartsverdenen. Det hører dog til sjældenheden, at bier kan skabe problemer for store passagerfly.

Det var ikke desto mindre tilfældet den 14. april, da et MD82-fly fra amerikanske Allegiant Air med 160 ombordværende var under opstigning fra Las Vegas McCarran International Airport med kurs mod Duluth i Minnesota. Det skriver Aviation Herald.

Flyets piloter rapporterede under opstigningen fra bane 07L, at de havde ramt en fugl og besluttede at stoppe opstigningen i en højde på 3.000 meter. Efter at have konsulteret flyselskabs operationscenter besluttede piloterne efter få minutter at returnere til lufthavnen i den amerikanske casinoby.

Her fik man tildelt lufthavnens længste ledige bane, idet flyet ville lande med overvægt, da tanken var fuld. Landingen foregik 25 minutter efter den oprindelige afgang og da flyet drejede fra landingsbanen ind på taxivejen holdt lufthavnens redningskøretøjer klar for at foretage en inspektion af flyet.

Bisværm i motor
En senere undersøgelse viste, at flyet havde fløjet gennem en stor bisværm, hvorfor cockpitvinduerne var blevet tilslørede efter kontakten med de små summende insekter, mens andre dele af bisværmen var blevet suget ind i flyets motorer.

Det var også årsagen til, at passagererne havde rapporteret om en brændt lugt i flyets kabine, mens flyet var under fortsat opstigning.

Allegiant Air måtte indsætte et reservefly, således at passagererne nåede frem til deres bestemmelsessted med en forsinkelse på to timer og 15 minutter.

Det uheldige MD82-fly har registreringen N407NV og blev en del af Allegiant-flåden i 2009. Oprindeligt blev flyet leveret til Finnair i 1998 og fortsatte over i datterselskabet FlyNordic, der i 2007 blev overtaget af Norwegian. MD82-flyet blev blandt andet benyttet på Norwegians rute fra København til Aalborg i slutningen af 2008.

Link:

FlightAware Allegiant Air flight 448