Boeing lancerer mini-udgave af 737MAX

Boeing lancerer nu en ny og mindre version i sin kommende Boeing 737 MAX-serie.

Trenden har de senere år været, at flyselskaberne har efterspurgt større og større modeller af de mest populære flytyper fra Airbus og Boeing. Og når de to flyproducenter har luftet tanker om nye modeller af deres nye Airbus A350XWB og Boeing 787 Dreamliner, så har det næsten udelukkende handlet om hvor meget større end standardmodellen de nye versioner skal være.

Men nu går Boeing den anden vej. I hvert fald med deres Boeing 737 MAX. Her får standardmodellen MAX 8 og den lidt større MAX 9 nemlig en lillesøster, der ikke overraskende kommer til at hedde MAX 7.

Det er den trofaste Boeing 737-kunde, Southwest Airlines, der bliver den første kunde til den mindre udgave. Southwest Airlines er i forvejen det første selskab til at modtage standardmodellen MAX 8 i 2017. Den har selskabet bestilt 150 af. De bliver nu suppleret af 30 MAX 7-fly.

Boeing MAX 7 får plads til 126 sæder i en standard to-klasses konfiguration. MAX 8 får plads til omkring 160 passagerer og MAX 9 får plads til omkring 180.

Bedst sælgende passagerfly
MAX-serien er næste generation af verdens bedst sælgende passagerfly, Boeing 737, der er solgt i mere end 7.000 eksemplarer. Den mest markante fornyelse i forhold til den eksisterende Boeing 737 Next Generation-serie bliver mere effektive og brændstoføkonomiske motorer.

Kun knap 20 flyselskaber har indtil videre bestilt MAX-fly, men flere af ordrerne er på langt over 100 fly, og derfor er der samlet bestilt over 1300 MAX’ere. Største kunde er indonesiske Lion Air med 201 fly. Nummer to er Southwest med nu i alt 180 bestillinger. Og på en delt tredjeplads finder vi de to store amerikanske netværksselskaber American Airlines og United samt Norwegian, der alle har lagt en ordre på 100 fly ind hos Boeing.

Airbus’ A320-serie er den store rival til Boeing’s 737-serie. Og hos den europæiske flyproducent er man også på vej med nye og mere effektive versioner af sine A320-modeller under navnet ”new engine option”. Knap 2200 neo’er er blevet bestilt til levering fra 2015 og frem. Heraf har SAS bestilt 30 Airbus A320neo til levering i 2016.