Torben Boldsen, bestyrelsesformand i Aarhus Lufthavn. (Foto: Aarhus Lufthavn)

Boldsen: Erhvervslivet ønsker Oslo og Stockholm

Bestyrelsesformand Torben Boldsen fra Aarhus Lufthavn afviser kritik fra Sun-Air. Han mener, at det er erhvervslivet der vil have en anden betjening af Oslo og Stockholm.

Det er faldet Billund-selskabet Sun-Air of Scandinavia for brystet, at Aarhus Lufthavn har indgået en strategisk aftale med SAS, der blandt andet kan medføre, at Sun-Air får konkurrence på ruterne til Oslo og Stockholm, som man har betjent uafbrudt siden 1991.

Sun-Air, der opererer som franchisepartner for British Airways, rettede gennem selskabets administrerende direktør Kristoffer Sundberg kritik af Aarhus Lufthavn i forhold til et manglende samspil om ruteudvikling. Et samspil, der ifølge Sun-Air-direktøren findes i de konkurrerende lufthavne i Billund og Aalborg.

“Jeg har ikke nogen oplevelse af, at der ikke er samspil, men det er korrekt, at jeg har sagt, at erhvervslivet efterspørger gode afgange til Oslo og Stockholm. Jeg ligger inde med en rapport fra analysevirksomheden Epinion, der har spurgt de største østjyske virksomheder, hvilke destinationer de ønsker fra Aarhus Lufthavn, og her ligger Oslo og Stockholm i toppen. Det jeg sørger for, er at efterkomme vores kunders ønsker,” fastslår Aarhus Lufthavns bestyrelsesformand Torben Boldsen over for CHECK-IN.dk.

Kender ikke årsagerne
At erhvervslivet efterspørger ruter til Oslo og Stockholm kunne også hænge sammen med, at lufthavnen ikke har været god nok til at fortælle om det eksisterende rutenet. Men den forklaring køber bestyrelsesformanden ikke.

“Nu har Sun-Air været der i 25 år, så det burde være almindeligt kendt. Det fremgår dog ikke af analysen, om det er manglende kendskab, billetpriser eller præference for andre flyselskaber, der er årsagen til, at der efterspørges bedre afgange til Oslo og Stockholm. Som lufthavn bliver vi nødt til at forholde os til, hvad vores kunder ønsker,” siger Torben Boldsen.

Intet fravalg
Torben Boldsen understreger, at fordi man ønsker et tæt samarbejde med et flyselskab, betyder det ikke nødvendigvis, at man fravælger andre flyselskaber.

“Vi er her for for at give Sun-Air den bedste betjening, som det er muligt at give dem. Det er ikke et fravalg af Sun-Air, at vi indgår et strategisk samarbejde med SAS. Nu er det én gang mig, der styrer Aarhus Lufthavn, og det gør Kristoffer Sundberg ikke. Det er bestemt ikke en korrekt opfattelse, at SAS er de eneste, der kan og skal drive udenrigsruter fra vores lufthavn,” lyder det fra bestyrelsesformanden.

Torben Boldsen nævner, at man for nylig har haft en dialog med Sun-Air om at etablere en ny udenrigsrute fra Aarhus Lufthavn.

Offentliggørelsen af de nye ruter vil ske på et pressemøde i begyndelsen af oktober måned.

 

Relaterede artikler:

Sun-Air: Mangler samspil med Aarhus Lufthavn

SAS og Aarhus Lufthavn i strategisk samarbejde

Aarhus Lufthavn tror på ruter til Frankfurt og Amsterdam

Kendt brancheprofil i bestyrelsen for Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn skifter bestyrelsesformand