Bombardier CRJ550 (Foto: Bombardier Aerospace)

Bombardier lancerer nyt 50-sæders jetfly

Amerikanske United Airlines bliver lanceringskunde på Bombardier CRJ550, der skal indrettes i en konfiguration med tre klasser.

Frem til 2006 producerede den canadiske flyproducent Bombardier Commercial Aircraft CRJ200-flyet, der blandt andet blev benyttet hos det tidligere Cimber Air. Et 50-sæders fly, der i princippet var en forlænget udgave af en Canadair Challenger 600-business jet.

Nu vil Bombardier atter ind på dette marked, og har onsdag præsenteret CRJ550, der bliver det første 50-sæders fly i verden, der vil kunne indrettes med tre serviceklasser.

Certificeringen vil blive bygget op omkring CRJ700, der er godkendt til konfigurationer på mellem 66 og 78 passagerer. Så mange kommer der ikke ombord i CRJ550, som United Airlines er lanceringskunde for. Det amerikanske Star Alliance-selskab har bestilt 50 eksemplarer af den nye variant, og disse fly skal indrettes med 10 First Class-sæder, 20 i Economy Plus samt 20 i Economy.

Kabineindretning i CRJ550. (Foto: Bombardier Commercial Aircraft/PR)

“Den nye CRJ550-model er det eneste fly på det nordamerikanske marked, der kan erstatte den eksisterende flåde af aldrende 50-sæders fly, hvilket er et marked med over 700 fly. Det vil kunne tilbyde en forbedret passageroplevelse med rigelig plads ombord til håndbagage samt mere plads til passagererne. Det er endnu et eksempel på, hvordan vi fokuserer på at skabe værdi for vores kunder og en meget vigtig blåstempling fra United i forhold til vores CRJ-platform,” udtaler koncernchef Frem Cromer fra Bombardier Commercial Aircraft.

Konkurrent til Embraer
Det nye fly vil blive indrettet med et selvbetjeningsområde for mad og drikkevarer, og benpladsen vil blive den bedste blandt samtlige flyselskaber, der benytter 50-sæders fly.

Dermed skal CRJ550 erstatte de eksisterende CRJ200-fly  på markedet, men også flytyper som ERJ135/ERJ140/ERJ145 fra brasilianske Embraer og i princippet også ERJ170 samt Fairchild Dornier 328JET.

ERJ145 er frem til 2016 blev produceret i samarbejde med en kinesisk partner i joint venture-flyproducenten Harbin Embraer Aircraft Industry.

Fordelen for flyselskaberne ved at anskaffe CRJ550 er blandt andet, at cockpittet er har en ensartet indretning i CRJ200 og helt op til CRJ900, hvilket betyder, at der vil blive færre omkostninger til typerating af piloter, der i forvejen er trænet til de kendte CRJ-flytyper.

 

Relaterede artikler:

Nyt kabinedesign i CRJ900-fly

Sun-Air har ingen afløser for Dornier-jetflyet

Sun-Airs flagskib gør comeback