Bravo Tours holder fast i katalog og butikker

Så længe kunderne ønsker det, vil Bravo Tours beholde sine fysiske butikker og papirkataloger. Konkurrenterne går den stik modsatte vej.

Hos charterrejsearrangøren Bravo Tours sværger man fortsat til at producere og udgive et glittet katalog to gange om året med den kommende vinter- eller sommersæsons charterrejsetilbud.

”57 procent af vores kunder er glade for katalogerne. Så længe kunderne vil have det, så laver vi det. Vi vil ikke være dommer over hvad kunderne skal have,” fastslår Peder Horsnhøj, direktør for Bravo Tours.

Landets to største charterrejsearrangører, Spies og Star Tour, har for længst vinket farvel til det fysiske katalog og lagt ressourcerne på internettet.

”Internettet kan en masse ting med hensyn til billeder og video, som et katalog slet ikke kan. Derfor har vi et meget stort fokus på at gøre vores hjemmeside så spiselig og kundevenlig som mulig,” siger salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour, der sælger omkring 80 procent af sine rejser til danskerne via nettet.

Hos Spies er rationalet det samme.

”Nettet har masser af features, som det trykte katalog ikke kan byde på. Desuden kan opdatere vi time for time. Og så er der hele det miljømæssige aspekt i at udgive store papirkataloger i mange tusinde eksemplarer. I øvrigt har vores digitale strategi ikke ført til salgsnedgang – snarere tværtimod. Vi kan også se, at de øvrige selskaber i vores koncern lader sig inspirere af vores rejsearrangører i Norden,” kommunikationschef hos Spies, Torben Andersen.

Hos Star Tour har kunderne dog stadig mulighed for at ”bladre” i et elektronisk katalog på selskabets hjemmeside.

Se os i øjnene
Kataloget er ikke det eneste punkt, hvor Bravo Tours holder fast i traditionerne. Også når det kommer til fysiske butikker går Herning-selskabet mod strømmen. Spies lukkede ved udgangen af marts i år sin butik i Aalborg og Star Tour har gjort det samme. Hos Bravo Tours åbnede man sidste år en butik i Aalborg som supplement til butikkerne i Herning og København. Og Peder Hornshøj vil ikke udelukke, at flere butikker kan være på vej.

”Danskerne vil gerne se os i øjnene. Så længe de vil det, så skal de også have mulighed for det,” siger Peder Hornshøj.

”Når bedsteforældre arrangerer en større grupperejse for hele familien i anledning af en rundfødselsdag eller lignende, så vil de gerne lige tale med os inden de køber rejser til 17-18 personer. Så vil de gerne lige have bekræftet, at det er den rigtige rejse, de har valgt,” siger Peder Hornshøj.

Yderst prisfikseret
Hos Star Tour fortryder man ikke lukningen i Aalborg, hvor der til sidst ikke kom særlig mange kunder forbi.

”Trenden går mod at man køber rejser på nettet. Vi er stadig de største ud af Aalborg Lufthavn og vi har ikke oplevet et fald i salget efter at vi lukkede,” pointerer Stig Elling.

Han bakkes op af Torben Andersen fra Spies.

”Vi har fortsat stærk vækst i salget på internettet. Vi har nu solidt passeret de 70 pct. og salgsgrafen fortsætter ufortrødent med at stige ligesom vores to callcentre i Esbjerg og København også får flere kunder. Samtidig så vi, at det direkte salg fra butikken i Aalborg faldt markant de sidste to år, mens Århus-butikken bedre kunne holde på kunderne. I en branche, der er yderst prisfikseret, sætter vi fokus på distributionskanaler, hvor vi oplever den største effektivitet, og samtidig holder vores omkostninger nede,” siger Torben Andersen.