Taj Mahal i det nordlige Indien er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv.

Bravo Tours vil sælge 2.000 rejser til Indien

Bravo Tours præsenterer Indien som nyhed fra København og Billund, og rejsearrangøren har tilsammen købt 4.000 flysæder hos et europæisk flyselskab.

Turismen i Indien er inde i en rivende udvikling, og fra 2005 til 2015 er antallet af ankommende internationale turister fordoblet fra fire millioner til otte millioner besøgende om året.

Blandt de nordiske lande har særligt Finland fået øjnene op for det forunderlige og farverige Indien, men nu er turen også kommet til det danske rejsepublikum. Det bliver Danmarks tredjestørste charterarrangør Bravo Tours, der i stor stil skal få danskerne til at rejse til den tidligere britiske kronkoloni, der i dag er hjemsted for flere end en milliard mennesker.

“Det er i de senere år blevet nemmere at komme til Indien. Vi kommer til at lave rundrejser og badeferie i Goa, og vi tror på, at Indien kan blive et rigtig godt rejsemål i de næste mange år,” siger administrerende direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours.

Indien-rundrejserne starter i Delhi og slutter med fire dages badeferie i Goa. Undervejs bydes der på Taj Mahal og tigersafari i Ranthambhore. Første afgang bliver den 14. november 2017, og sæsonen slutter den 27. marts 2018, hvor det sidste hold gæster sendes afsted. Priserne starter ved 14,198 kroner for en 14-dages rejse.

“Vi forventer et par tusinde gæster i det første år,” lyder den optimistiske melding fra Bravo Tours-direktøren.

Finnair til Indien og Japan
Det bliver Finnair, der skal sørge for at bringe Bravo Tours-gæsterne sikkert og komfortabelt frem og tilbage til Indien. Der flyves fra København og Billund via Helsinki til Delhi, og returrejsen foregår fra Goa via Helsinki tilbage til de to danske lufthavne.

Finnair har gennem mange år fløjet til Delhi, mens Goa er en ny destination for det finske flyselskab. Finnairs allerførste afgang fra Helsinki til Goa finder sted den 26. november, og således vil der være danske gæster med tilbage mod Helsinki på den første flyvning tilbage fra Goa dagen efter.

Administrerende direktør Peder Hornshøj oplyser, at man venter at sende 2.000 gæster til Indien, hvilket svarer til 4.000 flysæder på de interkontinentale returflyvninger.

Muligheden for at købe et såkaldte “allotment” af sæder på ruteflyene, skaber grobund for introduktion af mange nye oversøiske rejsemål. Således vil Bravo Tours også tilbyde en Japan-rundrejse fra Københavns Lufthavn til priser fra 16.198 kroner. Også her er det Finnair, der stiller kapacitet til rådighed med udrejse til Tokyo og hjemrejse fra Osaka.

Bravo Tours-nyhederne blev præsenteret på et pressemøde under Ferie for Alle rejsemessen i Herning, der blev afviklet i weekenden med 59.143 besøgende og 1.177 udstillere.

 

Relaterede artikler:

Usikkerhed om Air India-rute til København

Bravo Tours: Vi sikrede Norwegian-rute

Visit Denmark: SAS-rute bør gå til Kina eller Indien

Bravo Tours: For mange rejser til salg i Billund

Sun Tours i familie med Bravo Tours