British Airways - Boeing 777-200.

British Airways åbner rute til Fort Lauderdale

Norwegian og British Airways kommer til at konkurrere side om side, når det britiske flyselskab åbner en rute fra Gatwick Lufthavn til Fort Lauderdale.

I dag flyver Norwegian som eneste flyselskab fra London-Gatwick til Fort Lauderdale i Florida. Tre gange om ugen i vinterhalvåret samt en gang om ugen i løbet af sommeren sætter selskabets Boeing 787-9 Dreamliner-fly kurs mod ferieparadiset i den amerikanske solskinsstat.

Men fra den 6. juli næste år kommer der konkurrence fra British Airways, der tilsyneladende ikke længere vil se stiltiende til, at Norwegian tager markedsandele i det britiske flyselskabs hjemmemarked. Fra denne dato vil British Airways etablere en helårsrute med tre ugentlige afgange fra Gatwick Lufthavn til Fort Lauderdale samt fire ugentlige afgange om sommeren.

Ruten vil blive betjent med Boeing 777-200 fly, der har plads til 283 passagerer i en treklasses version fordelt med 40 sæder på Club World, 24 på World Traveller Plus samt plads til 219 passagerer på World Traveller-klassen. Til sammenligning tilbyder Norwegian 344 sæder i Boeing 787-9 flyene med 309 på Economy og 35 på Economy Plus.

British Airways vil flyve på rutenummer BA2169 fra Gatwick kl. 09.25 med ankomst i Fort Lauderdale-Hollywood International Airport kl. 13.45 samme dag. Returflyvningen finder sted kl. 17.00 med ankomst i Gatwick Lufthavn den følgende morgen kl. 06.30.

Fjerde rute til Florida
Ruten til Fort Lauderdale bliver selskabets fjerde rute til Florida, hvoraf tre vil udgå fra Gatwick Lufthavn samt en fra Heathrow Lufthavn. Fra Heathrow flyver British Airways til Miami, mens destinationerne fra Gatwick hedder Orlando og Tampa – udover den nye rute til Fort Lauderdale.

“British Airways vil fremover betjene fire gateways i Florida, hvormed vi kommer til at tilbyde flere sæder fra London til Florida en noget andet flyselskab. Flere end 2,8 millioner besøgende rejser til Fort Lauderale hvert år, og vi er overbevist om, at denne rute vil blive et stort hit blandt britiske turister, specielt når priserne starter ved 189 britiske pund for en enkeltbillet, der inkluderer fri bagage samt gratis mad, drikke og underholdning,” siger Colm Lacy, der er kommercielt ansvarlig for British Airways i Gatwick Lufthavn.

Hos Norwegian starter billetpriserne ved 179 britiske pund. Til gengæld er prisen 229 britiske pund, hvis passagererne vil have bagage med samt forplejning om bord, når der flyves med det norske lavprisflyselskab.

 

Relaterede artikler:

British Airways åbner ny rute til New Orleans

Gatwick base for større Norwegian-Dreamliner

Norwegian i hælene på British Airways

British Airways tilbage til Gatwick-New York

Øget konkurrence til Florida