British Airways Boeing 787-9 Dreamliner (Foto: Tony Hisgett | CC 2.0)

British Airways lukker Afrika-rute

Torsdag den 7. juni flyver British Airways for sidste gang mellem London-Heathrow og Luanda i Angola.

Det har tilsyneladende været svært for British Airways at gøre ruten mellem London og den angolanske hovedstad Luanda økonomisk bæredygtig.

Det tager selskabet nu konsekvensen af, hvorfor ruten lukkes ned med sidste flyvning fra Heathrow Airport til Quatro de Fereveiro Airport den 7. juni på rutenummer BA077 og retur på BA076 den 9. juni.

Hidtil har British Airways fløjet to gange om ugen til den centralafrikanske republik med en fireklasses Boeing 777-200ER. Fra den 25. marts i år blev der indsat en Boeing 787-9 Dreamliner, og det er angiveligt en dårlig ruteøkonomi kombineret med aktuelle kapacitetsproblemer med Dreamlinerne, der har fået det britiske flyselskab til at træffe beslutning om at indstille ruten.

Indtil videre er det ikke lykkedes for British Airways at lave en såkaldt reprotecting-aftale med andre flyselskaber, og allerede bookede passagerer vil derfor heller ikke blive ombooket til andre ruter.

“Vi er i kontakt med flere flyselskaber for at undersøge muligheden for at ombooke til deres flyvninger. Vi vil kommunikere dette, når der foreligger noget konkret,” skriver British Airways i en meddelelse til rejsebureauer og salgskontorer.

Mange Afrika-lukninger
Luanda-lukningen følger i kølvandet på andre rutelukninger i Afrika, hvor British Airways efterhånden står noget svagere end Air France-KLM og Lufthansa-gruppen.

Igennem de senere år har British Airways lukket ruter til Dar es-Salaam, Entebbe, Freetown, Lusaka og Monrovia.

Det er især Turkish Airlines og de tre store mellemøstlige flyselskaber, henholdsvis Emirates, Etihad Airways og Qatar Airways, der har gjort et indhug i det afrikanske marked, hvor British Airways tidligere havde en mere ledende position.

På Luanda-ruten har konkurrencen i højere grad kommet fra de europæiske konkurrenter. I dag flyver Air France, Brussels Airlines, KLM, Lufthansa og TAP Portugal nemlig også til Luanda.

Frem til 1975 var Angola en portugisisk koloni.

 

Relaterede artikler:

Ny British Airways-rute til Durban

KLM præsenterer 12. destination i Afrika

Hurtigere og lettere fra Billund til Afrika