British Airways-strejkende mister frirejser

Konflikten mellem British Airways og det strejkende kabinepersonale optrappes. British Airways har inddraget de strejkende ansattes mulighed for at gøre brug af frirejser hos selskabet. Ialt 10 afgange aflyses fra København til London i 2. strejkeperiode.

Det ser i stigende grad ud til, at den nuværende arbejdskonflikt hos British Airways er gået i hårdknude. British Airways har hævdet, at et større antal medarbejdere end forventet er mødt på arbejde, hvorfor nødtrafik-programmet for2. strejkeperiode ikke bliver så omfattende som først forventet. Dette provokerer naturligvis Unite, der er de kabineansattes fagforening.

Herudover har British Airways inddraget mulighederne for, at det strejkende kabinepersonale kan gøre brug af ordningen om frirejser hos selskabet. Det har bragt fagforeningen Unite helt op i det røde felt. I en pressemeddelelse hedder det bl.a. “Det er det tydeligste eksempel på, hvordan British Airways mobber og håner sine ansatte. Kabinepersonalet viste i sidste uge, at de ikke ønsker at blive intimideret. Unite vil udfordre dette hævngerrige træk med de midler, som vi finder passende.“

Hermed skulle banen være kridtet op!

British Airways har allerede nu offentliggjort det reducerede trafikprogram for den kommende strejkeperiode, der varer fra 27. – 30. marts. Det betyder i alt 10 aflysninger på ruten mellem København og London Heathrow.

Reduceret trafikprogram fra 27. – 30. marts 2010:
(OK) betyder at fly opererer normalt, (CNX) betyder at afgangen er aflyst

Dato/Flight no. BA811 BA813 BA815 BA817 BA819
27. marts OK CNX OK CNX
28. marts OK CNX OK CNX OK
29. marts CNX CNX OK CNX OK
30. marts CNX CNX OK CNX OK

Det tyder indtil videre på, at aflysningerne rammer hårdest mandag og tirsdag i næste uge, hvor 3 ud af 5 daglige afgange er annulleret.

British Airways opfordrer dog de rejsende til atundersøge den aktuelle situation på selskabets hjemmeside, inden man tager i lufthavnen.