Business-fly skiftes ud på SAS-rute

SAS introducerer economy class og skifter til et større fly på sin aftenflyvning fra CPH til New York. Det vil dog stadig være et mellemdistancefly fra Schweiz.

Når SAS lige efter årsskiftet genoptager flyvningerne på aftenafgangen SK901 fra Københavns Lufthavn til New York Newark-lufthavnen og retur samme aften som SK902, så skal de rejsende på business class vænne sig til, at de ikke længere har flyet for sig selv, sådan som det har været tilfældet de seneste måneder.

SAS har siden slutningen af oktober ladet schweiziske PrivatAir betjene ruten med det særlige Boeing 737-700 fly, som blev tilovers, da SAS i oktober lukkede den særlige olierute mellem Stavanger og Houston. Flyet var udstyret kun med 44 business class-sæder og fløj videre i denne konfiguration, da det blev sat ind på aftenafgangen fra CPH. SAS har en tre år lang kontrakt med PrivatAir og var derfor nødsaget til at finde anden beskæftigelse for flyet, da man lukkede Houston-ruten efter godt et år.

Fra slutningen af marts skal flyet bruges til at åbne SAS’ nye rute mellem Københavns Lufthavn og Boston Logan-lufthavnen på den amerikanske østkyst. I den forbindelse bygges flyets kabine om, så den får 20 Business-sæder og 66 Go-sæder, der er SAS’ economy class.

Ude i verden
Mens flyet bygges om indsætter PrivatAir et andet fly på ruten. Det er et Boeing 737-800 fly udstyret med 32 Business-sæder og 66 Go-sæder. Det vil blive indsat i dagene efter nytår og betjene ruten frem til slutningen af marts. Her vil et af SAS’ normale langdistancefly overtage betjeningen af ruten, mens det normale PrivatAir-fly som nævnt flyttes til den nye Boston-rute. Boeing 737-800 flyet skal så lave helt andre ting for andre selskaber ude omkring i verden.

Så fremover vil der for de rejsende på Business-class på SK901/902 være færre medrejsende business class-passagerer samt en helt horde af economy class-passagerer.