CAU: Mad er for fed og for småt

Maden til kabinepersonalet på flyene er for fedt, saltholdigt og for småt, lyder det fra fagforeningen for SAS’ danske kabinepersonale.

Vi andre tager nok ikke skade, men hvis flymad er eneste daglige kost på arbejdspladsen, så er det ikke uvæsentligt hvor fed maden er. Og hos SAS er maden til kabinepersonalet for fed og for salt. Det viser et studie, som det danske kabinepersonales fagforening, Cabin Attendants Union (CAU), har fået lavet af 20 forskellige retter af personalemad.

“Det er bekymrende, at så mange af retterne indeholder for meget fedt og for meget salt. Når cabin crew har arbejdsdage op til 12 timer, så har vi altså brug for sundt og ordentlig mad, hvis vi skal fungere optimalt,” siger Merete Scheel, formand for CAU.

Studierne af kabinepersonalets mad viste, at der er så meget salt i mange af retterne, at én enkelt portion indeholder lige så meget salt, som et voksent menneske højst bør indtage i døgnet. Salt indeholder natrium, som binder vandet i kroppen. Da nyrerne ikke kan udskille natrium, er det med til at hæve blodtrykket. Forhøjet blodtryk øger risikoen for blandt andet åreforsnævring og blodprop i hjertet og hjernen.

For små portioner
Det står ikke bedre til med fedtindholdet. Det er der også alt for meget af. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man maksimalt får 30 procentaf ens energi fra fedt også kaldet fedtenergiprocenten.Hvis man skal slanke sig, anbefales det, at man holder sig på en fedtenergiprocentunder 25 procent. I flybesætningernes mad er fedtenergiprocenten op til 77 procent. Typisk ligger niveauet omkring 40-50 procent, viser studiet.

Det er ikke kun fedt- og saltindholdet, som det ifølge CAU er galt med i SAS-personalets mad. Portionerne er også for små. Af overenskomsten mellem SAS og kabinepersonalet fremgår det, at retterne minimum skal veje 400 gram. Men det kniber det med at leve op til. Ud af 20 undersøgte retter vejede kun fem retter 400 gram eller mere. Desuden er fagforeningen foruroliget over, at seks af de 20 retter indeholder broccoli eller surkål.

Cabin Attendants Union vil nu tage problemet op med SAS-ledelsen.