- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Cepos: Drop jernbaner til jyske lufthavne

Tænketanken Cepos peger i nyt notat på, at private busser til lufthavnene i Aalborg og Billund er en bedre og billigere løsning for passagerer og samfundet end de planlagte jernbaneforbindelser.

Anlægsarbejdet til en ny jernbaneforbindelse til Aalborg Lufthavn er i fuld gang, og fra 2020 skal der efter planen begynde at køre tog til lufthavnen.

Lidt længere mod syd i Jylland har Banedanmark gennem fire år arbejdet med planlægningen og projekteringen af en ny togforbindelse til Billund Lufthavn, og inden længe forventes et samlet VVM-beslutningsgrundlag for den nye forbindelse.

Men midt i det store anlægs- og projekteringsarbejde lyder der nu advarende toner fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Hverken samfundet eller passagerene har fordele af en togforbindelse til de to største jyske lufthavne, og derfor bør man droppe planerne, mener Cepos.

Større gevinster ved privat bustransport
Ifølge et nyt notat fra tænketanken vil det nemlig være billigere for både passagerer og samfund, hvis man i stedet for nye togforbindelser lod private selskaber tilbyde bustransport til de to jyske lufthavne. For mange passagerer ville det også være hurtigere med bus, understreger Cepos.

”Hvis man tillader folk at bruge privat kollektiv transport, kan de opnå gevinster, der i mange tilfælde er endnu større end det, jernbanen kan levere,” siger specialkonsulent i Cepos, Jonas Herby, til DR.

CHECK-IN.dk har fået adgang til det endnu ikke offentliggjorte Cepos-notat. Heri konkluderes det, at en liberalisering af den kollektive (bus)trafik – som transportminister Ole Birk Olesen (LA) netop har fremlagt et udspil om – kan levere passagergevinster, der i de fleste tilfælde er markant højere end det, de nye jernbaner leverer. Gevinsterne består især af lavere billetpriser, men i nogle tilfælde vil der også blive kortere rejsetid.

Konkrete eksempler
Notatet kommer med en række konkrete eksempler. En rejsende fra Aarhus til Aalborg Lufthavn vil eksempelvis kunne spare 32 kroner i billetomkostninger og tid (tid omregnet til kroner) efter anlæggelsen af den nye jernbaneforbindelse sammenlignet med den offentlige trafik i dag.

Til gengæld vil den rejsende ved en liberalisering af den kollektive trafik ifølge Cepos kunne spare 64 kroner ved at benytte private busser på samme strækning.

Hvis den rejsende kommer fra Horsens, vil forskellen være endnu større. Her vil den rejsende kunne spare 38 kroner med den nye jernbaneforbindelse og hele 122 kroner med en privat busforbindelse.

Når der ses på den planlagte jernbaneforbindelse til Billund Lufthavn, viser Cepos-notatet et lignende billede. Her vil eksempelvis en rejsende fra Odense til Billund i gennemsnit spare 50 kroner med jernbaneforbindelsen, mens besparelsen med privat bus i et liberaliseret marked forventes at blive på 71 kroner i forhold til i dag.

Samfundsøkonomisk underskud ved jernbaner
Cepos peger i notatet også på, at forundersøgelserne til de to nye jernbaneforbindelser har vist, at de begge vil have et samfundsøkonomisk underskud. I Aalborg-projektet lød underskuddet på 178 millioner kroner, mens det samfundsøkonomiske underskud i Billund-projektet lød på hele 1,5 milliarder kroner.

Cepos anbefaler på baggrund af notatet, at man dropper investeringerne i de to nye jernbaner til lufthavnene i Aalborg og Billund og fjerner det offentliges monopol på den kollektive trafik.

Relaterede artikler:

Usikkerhed om togbetjening af Aalborg Lufthavn

Billund Lufthavn får togforbindelse i 2020

Stockholm-lufthavn får togforbindelse