Mallorca er en af de danske charterrejsendes favoritdestinationer.

Charterkunder vælger de trygge rejsemål

På trods af terror og uro har danskerne stadig lyst til charterferie og vælger først og fremmest trygge velkendte rejsemål i Grækenland og Spanien.

I løbet af de første fem uger af 2017 vil danskerne bestille cirka 130.000 charterrejser for ca. 960 millioner kroner. Det viser beregninger fra Spies, som er Danmarks største rejsearrangør.

”Det svarer til hele 3.714 solgte rejser pr. dag, 155 rejser i timen eller ca. tre rejser i minuttet,” fortæller Torben Andersen, kommunikationschef i Spies.

Og når danskerne sidder hjemme ved computeren for at finde næste års sommerferie, så er det først og fremmest trygge og velkendte rejsemål i EU-lande som Spanien og Grækenland, der trækker.

”Vi fravælger lande og områder, som vi oplever som utrygge, og vi går efter det trygge og sikre som for eksempel Mallorca og Kanarieøerne. Spies venter også stor efterspørgsel efter rejser til Grækenland til sommer. Spanien er Spies’ største rejsemål næste sommer, men en tredjedel af rejserne går til Grækenland,” forklarer Torben Andersen.

De fem mest solgte rejsemål lige nu hos Spies er da også Mallorca, Kreta, Rhodos, Gran Canaria og Cypern. Væk fra top fem er rejsemål som Antalya og Alanya efter sidste sommers mislykkede militærkup i Tyrkiet.

Rejser ikke til Tyrkiet
Spies ser dog også, at stadig flere danskere søger mod Østeuropa efter sol og sommer.

”Bulgarien vil opleve et nyt opsving. Det så vi allerede i den forgangne sommer. De af vores kunder, der lægger vægt på prisen, og som ikke rejser til Tyrkiet, vælger i stedet Bulgarien,” forklarer Torben Andersen.

Han peger også på Kroatien som et af de lande, charterturisterne er ved for alvor at få øjnene op for.

”Der er mange, der vil være nysgerrige på landet ved Adriaterhavet, også til næste sommer. Hos Spies er det et af de rejsemål, som vokser mest i procent,” understreger Torben Andersen.

Flere flyselskaber lancerer desuden ruter til eksotiske steder som Maldiverne, Sri Lanka og Mauritius, og priserne falder. Dermed bliver tidligere drømmedestinationer mere tilgængelige for flere mennesker. Desuden har mange fået øjnene op for eksotiske rejsemål også i sommerhalvåret, hvor priserne i for eksempel Thailand er betydeligt lavere end om vinteren.

 

 

Relaterede artikler:

Rejsebranchen uenige om julerejse-vaner

Charterkunder tidligt ude

Chartergæster vender Tyrkiet ryggen

Mallorca stadig nummer et hos danskerne