Cimber-afskedigelser rammer bredt

Når Cimber Sterling lukker sin Boeing 737-operation og afskediger op til 200 medarbejdere, så benytter selskabet lejligheden til at fyre piloter og kabinepersonale, der slet ikke flyver på Boeing-flyene.

Selvom de slet ikke er certificeret til at sidde i cockpittet eller arbejde i kabinen på Cimber Sterlings flåde af Boeing 737-fly, så bliver flere piloter og stewardesser fyret, når Cimber til oktober stopper med at operere Boeing-flyene. Piloterne og kabinepersonalet flyver med Cimbers flåde af ATR-42 og -72-propelfly eller CRJ-jetfly.

De burde derfor ikke være i farezonen for at få en fyreseddel som konsekvens af at selskabet indstiller sin brug af Boeing 737-flyene. Men det er de kommet. Ialt 96 piloter og 85 kabineansatte skal afskediges og heraf er en stor andel piloter og kabinepersonale, der slet ikke arbejder ombord på jetflyene.

Generel reduktion
Forklaringen er dels det såkaldte ”sidst-ind-først-ud-princip”, der betyder, at Boeing 737-kaptajner med stor anciennitet får lov at blive i selskabet og bliver omskolet til de andre flytyper. Yngre styrmænd, der slet ikke har siddet i cockpittet i en Boeing 737, bliver derimod afskediget. Men Cimber Sterling benytter også lejligheden til generelt at reducere antallet af flyvende medarbejdere.

”Det er korrekt, at tilpasningen af vores flyvende personale ikke udelukkende berører piloter tilknyttet 737-produktionen. Det skyldes blandt andet anciennitetssystemet, men primært har vi forholdt os til, hvad vores personalebehov vil være til den flyflåde, vi vil have, når vi har gennemført vores sommerprogram ved udgangen af oktober. Det er på den baggrund, at antallet af opsigelser er gjort op,” skriver administrerende direktør i Cimber Sterling Jan Palmér i en mail til CHECK-IN.dk.

På tirsdagens generalforsamling forsikrede Jan Palmér en Cimber Sterling-aktionær om, at de ruter, der flyves med ATR- og CRJ-flyene ikke ville blive indskrænket. Der skal altså stadig flyves lige så meget eller mere med de flytyper.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange af de afskedigede medarbejdere, der ikke flyver på Boeing 737-flåden.