Cimber Sterling-fly parkeret i Københavns Lufthavn Syd efter konkursen (Foto: Arne V. Petersen)

Cimber-boet solgt i to dele

Efter to ugers intense forhandlinger er det nu lykkedes kuratorerne at sælge Cimber Sterling i to dele til Cimber-søn og de tidligere ejere.

Cimber Sterling aktiviteterne er blevet solgt i to separate handler, som blev gennemført samtidig sent natten til onsdag.Den ene handel omfatter dele af den operationelle luftfartsaktivitet fra Cimber Sterling. Den anden handel omfatter aktiviteterne i Cimber Air Maintenance Center og Cimber Air Data.

Det er det tidligere ledelsesteam Jørgen Nielsen, Alex Dyrgaard og Jacob Krogsgaard, som overtager dele af luftfartsvirksomheden for at drive denne videre under navnet Cimber. Det nye Cimber vil i første omgang basere sig på kontraktflyvninger. Jørgen Nielsen er søn af Cimber Airs oprindelige stifter, Ingolf Nielsen, og er mangeårig direktør for Cimber Sterling.

Der er først og fremmest tale om videreførelse af wetlease-aftalen på de CRJ-fly, som konkursboet satte på vingerne umiddelbart efter konkursdekretet. Fortsættelsen af CRJ-aktiviteten redder 114 arbejdspladser.

Samtidig har det nye Cimber indledt forhandlinger om en ny wetlease-kontrakt på op til tre ATR-fly, hvilket vil kunne redde yderligere 65 arbejdspladser. Konkursboet har i aftalen med det nye Cimber derfor også overdraget aktiver og medarbejdere relateret til ATR-aktiviteten betinget af, at en sådan aftale falder på plads inden for de næste to uger.

Mansvel køber Cimber Air Maintenance Center og Cimber Air Data
Det blev den tidligere ejer Mansvell, som endte med at købe aktiviteterne i Cimber Air Maintenance Center samt Cimber Air data. Ved handlen er der bevaret godt 80 arbejdspladser, og vedligeholdelses- og dataaktiviteterne vil blive drevet videre under navnet Skyways Technics.

Nervepirrende forhandlinger
Det har været nogle intense og nervepirrende forhandlinger – ikke mindst for de mange medarbejdere, som har svævet i uvished. Det har været et kapløb med tiden, hvor det helt op til de sidste minutter før underskrift var usikkert, om man kom i mål. Købsaftalerne betyder, at en væsentlig del af Cimber Sterlings aktiviteter nu er blevet solgt og ikke mindst, at mellem 200 og 260 arbejdspladser bevares. Dertil kommer de 50 medarbejdere, som har været heldige at få job hos Jettime efter Jettimes overtagelse af to Boeing fly. Kuratorerne er derfor både lettede og glade.

”Det har været et puslespil af dimensioner, som alene har kunnet lægges på grund af den store opbakning og fleksibilitet, der har været udvist fra alle Cimber Sterling-medarbejdere.

På trods af stor vilje fra alle sider har det ikke været muligt at bevare alle arbejdspladser. Det er meget beklageligt, og alle medarbejdere vil i løbet af onsdag modtage breve i deres private post med information om, hvordan de står stillet og skal forholde sig,” skriver kuratellet i en pressemeddelelse.