Cimber-konkurrenten Flybe Nordic en realitet

Britiske Flybe ruster sig til europæisk ekspansion med ny ledelse og organisationsstruktur. Samtidig har konkurrencemyndighederne godkendt Flybes opkøb af Finnish Commuter Airlines i samarbejde med Finnair. Selskabet står stærkest i Finland, men vil erobre hele norden.

I denne uge godkendte konkurrencemyndighederne Finnairs og Flybes formelle overtagelse af selskabet Finnish Commuter Airlines.

Dermed overtager selskabet Flybe Nordic AB aktiviteterne i Finnish Commuter Airlines (FCA) for omkring 185 millioner kroner. Flybe ejer 60% af Flybe Nordic AB, mens Finnair ejer de resterende 40%. Det er dog britiske Flybe, der har de ledelsesmæssige bukser på i det fælles selskab og vil varetage den operationelle ledelse.

Med overtagelsen af FCA får Flybe et brohoved i Finland, der på sigt skal føre til ekspansion i i Danmark, Sverige, Estland og Letland.

Derfor har Flybe samtidig styrket ledelsen forud for den planlagte europæiske ekspansion. Det sker ved at opdele selskabet i tre divisioner med Flybe UK, Flybe Europe og Flybe Aviation Support.

I spidsen for Flybe Europe står Mike Rutter, der tidligere var Chief Commercial Officer og altså får ansvaret for aktiviteterne i Europa, herunder det nyetablerede Flybe Nordic AB.

Med overtagelsen tegner der sig nu også et billede af fremtiden for en del af den nordiske luftfart, hvor også Cimber Sterling og den formodenligt kommende fusionspartner Skyways ventes at spille en aktiv rolle.

Flybe Nordic AB har sit hjemmemarked i Finland og Baltikum og er Finlands største indenrigsflyselskab med årligt 900.000 passagerer. Selskabet omsætter for omkring 675 millioner kroner og har en flåde af 15 regionale fly.

Det forventes, at Flybe Nordic AB vil sætte sig på det regionale marked i Norge og Finland, mens Cimber-Skyways vil kontrollere det svenske og danske marked.

Cimber Sterlings kommende rival i kampen om det nordiske marked er især stærk på indenrigsruterne i Finland. Her flyver man fra Helsinki til lufthavnene i blandt andet Turku, Tampere, Kuusamo, Pori, Savonlinna og Seinajoki.

Men Flybe Nordic ABSflyver ogsåtil Gdansk i Polen og de to svenske destinationer Norrköping og Skellefteå.

Samtidig flyver moderselskabet Flybe.com fra Bergen i Norge til en række destinationer i England og Skotland som Aberdeen, Birmingham, Edinburgh, Southampton, Inverness ogKirkwall samt Sumburg på Shetlandsøerne.

Kampen om at blive førende nordiske regionale flyselskab er for alvor skudt igang for både Flybe og Cimber Sterling/Skyways.