Cimber Sterling styrker Sønderborg-ruten

Fra den 1. november vil Cimber Sterling på alle hverdage flyve fem rotationer på indenrigsflyruten mellem Sønderborg og København. Det er ifølge lufthavnschefen den bedste fartplan i mange år, og på udvalgte afgange er priserne sænket til kun 200 kr. pr. enkeltrejse inklusive skatter og afgifter.

“Det er de bedste afgangs- og ankomsttider i mange år,“ siger en glad lufthavnschef Anders Sørensen i en kommentar til de fartplanændringer, som Cimber Sterling har foretaget og som træder i kraft den 1. november,

Fra denne dato vil der være fem rotationer på hverdage mellem Sønderborg og København. Samtidig er morgenflyet fra Sønderborg blevet tidligerelagt med 10 minutter, således at det med afgang kl. 06.50 er blevet muligt at nå et tidligt morgenfly fra Københavns Lufthavn til eksempelvis Amsterdam, Bruxelles, Hanover og Kristiansand.

“Mange mener med rette, at en region som vores, hvor der både er et stærkt erhvervsliv og et voksende universitet, har brug for en velfungerende lufthavninklusiv en rute til København med mange daglige afgange. De fleste forventer også at priserne på flybilletter kan konkurrere med bilen og motorvejen både på tid og pris,“ udtaler lufthavnschef Anders Sørensen.

Derfor kan lufthavnschefen glæde sig over, at Cimber Sterling nu kan tilbyde enkeltbilletter helt ned til ca. 200 kr. fra København til Sønderborg.

Med de attraktive pristilbud og den bedste trafikplan i mange år er forventningerne høje til indenrigsrutens udvikling. Og det handler ikke udelukkende om renindenrigstrafik. Ruten mellem Sønderborg og København fungerer også i høj grad som tilbringer-rute til udenrigsruterne fra hovedstadslufthavnen i Kastrup. Faktisk flyver omkring 56 % af alle passagerer på indenrigsruten fra Sønderborgvidere ud i verden.

Foto: Cimber Sterlings nye trafikplan mellem Sønderborg og København er ifølge lufthavnschef Anders Sørensen den bedste i mange år.