Cobalt Air ( Foto: Cyperns Turistråd)

Cobalt Air lukker rute til København

Det cypriotiske selskab Cobalt Air har ikke haft succes med sin rute til København. Det skyldes dårlig planlægning, siger kommerciel direktør. Men selskabet vil vende tilbage.

Den forudgående planlægning og markedsanalyse var ikke god nok, da det kun 18 måneder gamle cypriotiske flyselskab Cobalt Air i slutningen af marts måned startede en ny rute mellem Larnaca og København.

Cobalt Air lagde ud med to ugentlige afgange fra København, men måtte efter få uger reducere til én ugentlig afgang, og nu har selskabet besluttet at lukke ruten igen allerede i begyndelsen af august. Sidste afgang fra København bliver lørdag den 4. august.

Indfriede ikke forventningerne
”Vores indtog på det danske marked blev ikke, som den skulle have været, da vores planlægning ikke var god nok. Vores forventninger om en efterspørgsel på to ugentlige forbindelser blev ikke indfriet, formentlig på grund af konkurrencen fra Norwegian,” siger Paul Simmons, kommerciel direktør i Cobalt Air, til CHECK-IN.dk.

Cobolt Airs ankomst- og afgangstider på ruten var måske heller ikke optimale med ankomst fra Larnaca til København kl. 00.30 og afgang igen fra København kl. 01.30 med ankomst i Larnaca kl. 06.15 lokal tid. Men ifølge Paul Simmons var der en væsentlig årsag til, at selskabets fly afgik fra København om natten.

”Tiderne på ruten var til dels lagt af hensyn til krav fra turoperatører i Danmark, som gerne vil aflevere gæster til hotellerne i Ayia Napa tidligt om morgenen,” siger han.

Vender tilbage i 2019
Cobalt Air har dog ikke opgivet at komme ind på det danske marked trods konkurrencen fra Norwegian og andre operatører, som i sommersæsonen flyver charterturister til Cypern.

”Nu er det vores plan at flyve på ruten indtil udgangen af højsæsonen i år og så vende tilbage i sommersæsonen 2019 med en bedre forberedt tilgang til markedet. Vores sommersæson i København i 2018 er en uheldig undtagelse fra den måde, vi plejer at operere på,” siger Paul Simmons.

Ny interline-aftale med Etihad
Den kommercielle direktør understreger, at Cobalt Air har velfungerende ruter til 22 destinationer – heriblandt London Heathrow, Paris CDG, Frankfurt og Abu Dhabi, og at selskabet vil nå tæt på én million passagerer i år.

Cobalt Air har netop indgået en interline-aftale med det mellemøstlige selskab Etihad, som giver Cobalt Airs passagerer adgang til over 100 ruter fra Abu Dhabi, ligesom man er tæt på at lukke aftaler med to andre selskaber med langdistanceruter, oplyser Paul Simmons.

Cobalt Air er i øvrigt også blevet medlem af den internationale luftfartsorganisation IATA.

”Jeg er klar over, at disse ting ikke betyder meget for vores kunder i Danmark, men det viser, at vi hurtigt er ved at blive et etableret flyselskab med et godt operationelt renommé,” siger Paul Simmons til CHECK-IN.dk.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Cobalt Air åbner rute til København

Flere ruteflyvninger fra København til Cypern

Cobalt vil opbygge nyt hub i Sydeuropa