Thomas Thessen, Chief Traffic Forecaster i Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

CPH-ansat bliver Danmarks første flyprofessor

Den 51-årige Thomas Thessen, der er Chief Traffic Forecaster i Københavns Lufthavn er udnævnt som adjungeret professor i luftfart ved Aalborg Universitet.

Danmark har fået sin første flyprofessor. Det er den 51-årige Thomas Thessen, der er udnævnt som adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

En adjungeret professor er en titel, der kan tildeles personer på et højt fagligt niveau, som Aalborg Universitet ønsker at hædre, og det er netop hvad, Thomas Thessen er blevet.

Til daglig fører den nyudnævnte professor en tilværelse som Chief Traffic Forecaster i Københavns Lufthavn, men i sin nye rolle skal han sammen med Aalborg Universitet være med til at øge fokus på luftfartsbranchen, der ifølge Aalborg Universitet et hastigt voksende marked, der rummer mange samfundsmæssige dilemmaer, der ofte er en smule overset rent forskningsmæssigt.

“Luftfartsbranchen udgør i dag en forsvindende lille del af de samlede forskningsbevillinger og dermed af den samlede forskning. Det kan undre, når man ser på, hvor mange samfundsmæssige spørgsmål transportformen rejser,” siger lektor Claus Lassen fra Center for Urbane Studier, der hører under Institut for Arkitektur og Medieteknologi.

Claus Lassen er en anerkendt transportforsker, der allerede har fået øje på luftfartens betydning, og han er af den opfattelse, at der generelt er langt mere fokus på biltrafik end på luftfart.

“Der er mange områder at dykke ned i inden for luftfart. Der er spørgsmålet om erhvervslivets globale tilgængelighed og de reguleringsmæssige rammebetingelser for fly og lufthavne for blot at nævne et par eksempler. Der er også hele spørgsmålet om de rejsendes adfærd, som kan give nyttig viden i forhold til at kunne trække turister til Danmark og sikre de danske erhvervsrejsende optimale forhold for at kunne tjene penge internationalt,” siger han.

Forskere får adgang til viden
Københavns Lufthavn har allerede et tæt samarbejde med Center for Urbane Studier ved Aalborg Universitet, og med udnævnelsen af Thomas Thessen som adjungeret professor, får universitetets forskere mulighed for at at få en særlig adgang til data og dybdeviden omkring luftfart.

Hos Københavns Lufthavn udtrykker administrerende direktør Thomas Woldbye glæde over, at Aalborg Universitet, som den første akademiske institution i Danmark, har valgt at fokusere på luftfart og dens betydning for samfundet.

“Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Aalborg Universitet. Det er vigtigt for luftfarten, at der bliver forsket for eksempel hvordan lokal og international mobilitet og tilgængelighed hænger sammen med vækst, arbejdspladser og kulturudveksling. Kort sagt, hvor afgørende gode flyforbindelser er for en lille handelsnation som Danmark. Og så er vi i lufthavnen naturligvis stolte over nu at have en adjungeret professor ansat,” lyder det fra Thomas Woldbye.

Som adjungeret professor på AAU skal Thomas Thessen varetage forskellige funktioner, blandt andet. skal han fungere som formand for et Aeromobilities Academy. Akademiet, der er det første af sin slags i Danmark, skal bygge bro imellem flyforskningen og luftfartsbranchen i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Storstilet forskningsprojekt om dansk luftfart