CPH: Feeder-trafik central for ekspansion

SAS og regionale feederselskaber som Blue1, Cimber Sterling og Flybe skal spille en central rolle i realiseringen af Københavns Lufthavns ambitiøse strategi om at tage kampen på med lufthavnene i Amsterdam og Berlin.

Det tiltrækker altid opmærksomhed, når store asiatiske, mellemøstlige og amerikanske luftfartsselskaber åbner nye ruter til København og de imponerende langdistancefly begynder at vise sig i lufthavnen.

Men de mindre regionale flyselskaber, der medmindre turbopropfly og regionaljets henter passagerer ind til København fra mindre lufthavne i Norden, Baltikum, Polen og Nordtyskland er også vigtige, hvis man vil vokse som lufthavn og stå stærkere over for konkurrenterne. Og det vil man i Københavns Lufthavn.

Torsdag præsenterede lufthavns direktør, Thomas Woldbye, en helt ny strategi med det ambitiøse navn ”World Class Hub”.

“Flyselskaberne er naturligvis alfa og omega i bestræbelserne på at indfri de ambitioner vi har. Vi vil fokusere på at tiltrække oversøiske ruter fra især Asien og Kina. Men man skal heller ikke glemme hvilken central rolle de små feederruter spiller for at styrke hubbet,“ siger Thomas Woldbye.

Prop i Amsterdams fremgang

Lufthavnen vil forsøge at sætte en prop i lufthavnen i Amsterdams succesfulde arbejde med at flyve passagerer fra Norden uden om København og videre ud i Europa og resten af verden. Samtidig agter man at vinde kampen mod Helsinki-lufthavnen om positionen som Nordeuropas vej til Kina og Asien.

Endelig vil lufthavnen i Kastrupgøre livet surt for den nye storlufthavn i Berlin, som åbner 3. juni i år. Den supermoderne Brandenburg-lufthavn har et erklæret mål om at blive Nordeuropas nye hub. De bestræbelser vilCPH gerne stikke en kæp i hjulet på fra starten. Og her er lufthavnen bevidst om hvilken central rolle de regionale selskaber spiller.

Thomas Woldbye glæder sig derfor over, at SAS’ finske datterselskab Blue1 i løbet af i år opgiver at flyve passagerer fra de finske provinslufthavne ned til Helsinki og derfra videre ud i Europa. Fremover skal passagererne flyves direkte fra byer som Oulo, Turku og Tampere ned til den nye hub i København, hvorfor de så skal flyve videre med SAS.

“Blue1’s beslutning om at skifte fra hub fra Helsinki til København er vigtig for os, og vi arbejder kontinuerligt på at få andre, mindre regionale selskaber til også at øge deres tilstedeværelse i København,” siger Thomas Woldbye, der forventer 300.000 nye passagerer som følge af Blue1’s oprustning med 7-8 ruter fra de tusind søers land.

Østdanskere og skåninger kan ikke alene fylde de store Boeing 777’ere og Airbus A340’ere, når de sætter kursen mod de varmere himmelstrøg. Derfor er der brug for feedertrafikken.

I dag har SAS mere end 20 nordeuropæiske feederruter. Cimber Sterling har fem danske og fem fra det øvrige Nordeuropa, mens SAS’ norske datterselskab Widerøe tegner sig for tre ruter fra fjeldlandet.