Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

CPH forventer tredjebedste resultat nogensinde

Københavns Lufthavn opjusterer sine forventninger til 2014-resultatet til op mod 1,3 mia. kroner. Det vil være det tredjebedste resultat nogensinde og næsten 2,5 gange så stort, som da staten sad på magten.

De er gode til at tjene penge i Københavns Lufthavne A/S. Rigtig gode. Og i år forventer selskabet at være endnu bedre til at tjene penge, end de selv havde troet ved årets begyndelse. Ved sidste uges præsentation af regnskabet for årets tredje kvartal valgte lufthavnen således at opjustere sine forventninger til årets resultat.

Således forventer lufthavnen at tjene mellem 1,2 og 1,3 mia. kroner før skat i 2014. Det er en opjustering på op mod 200 mio. kroner i forhold til hvad lufthavnen tidligere har spået. Det er primært stor trafikvækst i sommermånederne kombineret med lavere omkostninger per passager, der får lufthavnen til at forvente, at der ruller flere penge ind i kassen. De lavere omkostninger per passager er opnået ved fortsat fokusering på effektivisering og dermed reducere de samlede omkostninger ved at operere eller drive forretning i Københavns Lufthavn.

Tredjebedste resultat
Hvis lufthavnen formår at nå de 1,3 mia. kroner, så vil det være det tredjebedste resultat i lufthavnens 89 år lange historie. Kun i 2012 og i 2007 nåede lufthavnen over 1,3 milliarder-mærket med resultater før skat på henholdsvis 1,91 mia. kroner og 1,35 mia. kroner.

Lufthavnen var oprindeligt 100 procent ejet af Den Danske Stat. Men siden 1990 har staten løbende solgt ud af sin ejerandel. I år 2000 afgav staten kontrollen med lufthavnen, da ejerandelen røg under 50 procent. I det sidste år med statskontrol, 1999, kom lufthavnen ud af året med et resultat på 530 mio. kroner. 15 år efter forventer lufthavnen et resultat, der er næsten 2,5 gange bedre.

I dag ejer Den Danske Stat 39,2 procent af Københavns Lufthavne A/S. Den australske kapitalfond Macquarie ejer sammen med den canadiske pensionskasse Ontario Teachers’ Pension Plan 57,7 procent af lufthavnen og sidder dermed på kontrollen med selskabet.

Ekstraordinært udbytte
Macquarie blev hovedaktionær i lufthavnen i 2007 og solgte i 2011 noget af sin ejerandel til canadierne. Siden Macquaries entré i 2007 har lufthavnen ikke blot udbetalt det traditionelle årlige udbytte til aktionærerne, sådan som det er kutymen i de fleste overskudsgivende virksomheder.

Australierne har også sørget for, at der i forbindelse med halvårsregnskaberne bliver udbetalt et ekstraordinært udbytte på op mod 500 mio. kroner. I august i år blev der udbetalt 436 mio. kroner i ekstraordinært udbytte i forbindelse med halvårsregnskabet.