Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

CPH har fået strategisk fokus på charter

Københavns Lufthavn bragte tirsdag en halv snes flyselskaber og en håndfuld charterarrangører sammen som led i en ny charterstrategi.

Hvert år afholder Københavns Lufthavn en såkaldt “interline workshop“, hvor flyselskaberne bringes sammen med henblik på at stimulere et samarbejde selskaberne imellem. Årets udgave af interline-workshoppen blev afholdt i går, og lidt usædvanligt havde Københavns Lufthavn inviteret charterarrangørerne med til dagen.

Det sker i erkendelse af, at lufthavnen vil have større fokus på chartergæster, som man hidtil har troet, at man ikke kunne påvirke antallet af, da chartermarkedet har været relativt stabilt.

“Historisk har charter ikke været noget, hvor vi proaktivt har gjort noget for at skabe vækst. Vi regnede ikke med, at vi kunne påvirke de alligevel. Men efter at have iværksat en egentligt charterstrategi har vi fundet ud af, at chartergæster udgør en pæn del af trafikken på almindelige rutefly,“ fortæller Ole Wieth Christensen, der er ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn.

Til en lang række destinationer er der ikke efterspørgsel nok til et stort charterfly, hvorfor charterarrangørerne køber et antal sæder hos et ruteflyselskab, et såkaldt allotment. Dette salg har for mange flyselskaber betydning for, om man tør satse på nye ruter, idet aftaler med charterarrangører og touroperatører kan være med til at skabe en bedre ruteøkonomi fra opstarten af en ny rute.

Charterarrangører fungerer som hjælpemotor
Om en måneds tid lander det tysk-tyrkiske flyselskab SunExpress for første gang i København, hvor selskabet i højsæsonen vil flyve to gange om ugen til Izmir. Charterarrangørerne sender selv egne charterfly fra København til Izmir, men tilgængeligheden af ekstra flysæder på et rutefly, kan medvirke til, at der bliver mulighed for at sælge flere rejser.

Derfor har der været stor interesse fra eksempelvis Bravo Tours og Star Tour til at være med til lufthavnens utraditionelle workshop, der virker som en slags datingkontakt, da det er lufthavnen, der på forhånd har lavet mødeaftalerne mellem flyselskaber og charterarrangører.

“De store tour- og charterarrangører synes, at det er en god idé, at de kan komme en enkelt dag og møde nogle interessante samarbejdspartnere. Det er noget, som man har sat pris på,“ bekræfter ruteudviklingschefen.

Det er især på de oversøiske ruter, at charter fungerer som en slags hjælpemotor for passagerudviklingen i lufthavnen. Det sker både i de tilfælde, hvor en charterarrangører køber et fast antal sæder på et rutefly, men i andre tilfælde er der også tale om, at en charterarrangør etablerer charterflyvninger til en destination, hvor der sidenhen kommer rutefly ind, når markedet er blevet modnet.