Routes Europe Award

CPH-konkurrenter nomineret til ruteudviklingspris

Lufthavnene i Stockholm og Oslo er blevet nomineret til den prestigefyldte Routes Europe Marketing Award. CPH er derimod røget ud af det gode selskab.

I 2014 blev Københavns Lufthavn kåret som europamester i ruteudvikling ved Routes Europe rutekonferencen, der i dette år blev afholdt i Marseille. I 2016 blev den danske hovedstadslufthavn også nomineret til den prestigefyldte pris, men her blev CPH overhalet af Amsterdam-Schiphol.

Ved den kommende rutekonference i Belfast skal der den 25. april kåres en vinder for 2017. Men her er det ikke lykkedes for Københavns Lufthavn at komme med i det gode selskab af fem lufthavne, der er nomineret i kategorien med over 20 mio. passagerer. Det er derimod hovedkonkurrenterne i Oslo og Stockholm, der begge er nomineret sammen med lufthavnene i Amsterdam, Athen og München.

Netop i Stockholm og Oslo sidder i dag nogle af de ruteudviklere, der tidligere har været med til at hjembringe titlen til Københavns Lufthavn som verdens bedste til ruteudvikling i 2013 og europas bedste i 2015. Men siden afskedigelsen af CPH´s tidligere ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen i slutningen af 2015, er priserne til den danske storlufthavn udeblevet.

I stedet kan prisen i år gå til Stockholm-Arlanda, hvor Ole Wieth Christensen i dag er ansvarlig for ruteudvikling og salg i Europa, eller til Oslo Lufthavn, hvor den tidligere kollega fra CPH, Majid Khan, er ruteudviklingschef hos den norske lufthavnsoperatør Avinor.

Skaber værdi for kunderne
At de to skandinaviske lufthavne er blevet nomineret, er der naturligvis glæde over.

“Vi har fået fokus på at skabe tætte relationer til vores kunder og forstå deres behov for at udvikle langsigtet forretning . Det er vigtigt for os, at de business-cases vi leverer til vores kunder for at vælge vores Oslo-hub, skaber værdi for dem, og det tror vi har haft en betydning,” siger Majid Khan til CHECK-IN.dk om årsagen til, at Oslo Lufthavn for første gang har opnået en nominering til den eftertragtede pris.

Det er blandt andet lykkedes Oslo Lufthavn at udvikle en række nye direkte europæiske ruter fra primært Oslo, herunder to ruter med Ryanair til London og Vilnius. Herudover er nye interkontinentale ruter med SAS til Miami og Ethiopian Airlines til Addis Ababa også kommet på plads.

“Routes Europe Award er ruteudviklingens svar på europamesterskabet. Derfor er vi utroligt glade for, at Oslo Lufthavn for første gang nogensinde er blevet shortlistet til denne prestigefyldte award i kategorien for lufthavne over 20 millioner passagerer. Det er et klap på skulderen til vores ruteudviklingsteam,” understreger Majid Khan.

Vokset med 30 procent på fem år
Hos Swedavia i Stockholm, der driver Arlanda Lufthavn samt ni andre lufthavne i Sverige er der også forståelig jubel over nomineringen.

“Dette er rigtigt glædeligt for os og et incitament til at blive endnu bedre. Det er en opmuntring og en bekræftelse på, at vi gør det godt, og at det faktisk er vores kunder, der siger det, gør det bare endnu bedre. Det styrker os alle i Swedavia. Jeg håber, at dette kan hjælpe os til at udvikle os yderligere, og det er også en anerkendelse af og et signal til vores partnere, at vi kan gøre en forskel sammen, og at vi er på rette vej,” siger Elizabeth Axtelius, der er ruteudviklingsdirektør for Swedavia.

Swedavia har i løbet af 2016 tiltrukket Singapore Airlines som ny kunde med en A350-rute til Singapore, der åbner i dette forår, Herudover er det lykkedes at få lavprisflyselskaber som Blue Air, easyJet, Monarch Airlines, Transavia samt WOW air til den svenske storlufthavn.

“Stockholm er en stadig mere attraktiv destination og en af ​​Europas hurtigst voksende byer. Vi er en attraktiv region med en stærk økonomisk udvikling. I løbet af de seneste fem år er Stockholm-Arlanda vokset med 30 procent, og i løbet af de seneste tre år har vi fået 15 nye interkontinentale ruter. Vi er meget glade for at se SAS og Norwegians kraftige vækst samtidig med, at en række eksisterende og nye kunder har stigende trafik og etablerer sig i vort marked,” understreger Swedavia-direktøren.

 

Relaterede artikler:

Dokumentation: CPH er dyrest i Skandinavien

CPH overhalet af øvrige nordiske hovedstadslufthavne

Stockholm-Arlanda lander A350-langdistancerute

CPH taber Afrika-rute til Oslo Lufthavn

Ryanair indtager Oslo Gardermoen