Københavns Lufthavn - finger C. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

CPH er svækket som hub-lufthavn

Antallet af Københavns Lufthavns brugbare transfer-forbindelser er blevet reduceret med 25 procent i løbet af de seneste 10 år. Det viser en dugfrisk analyse fra ACI Europe.

Airports Council International Europe (ACI Europe) organiserer flere end 500 europæiske lufthavne i 45 lande og repræsenterer således 90 procent af den kommercielle lufthavnstrafik i Europa. Københavns Lufthavn er også medlem af ACI Europe, der netop har udgivet analysen “Airport Industry Connectivity Report 2016”, der tager temperaturen på styrken blandt de de største transferlufthavne i Europa.

Men det er ikke nødvendigvis hyggelig læsning for direktionen i Københavns Lufthavne A/S, der holder til på øverste etage i ejendommen på Lufthavnsboulevarden 6 i Kastrup. Analysen viser nemlig, at CPH´s betydning som transferlufthavn er gået tilbage i løbet af de seneste 10 år, mens der er fremgang hos storlufthavnene i Helsinki, Stockholm, Oslo og Keflavik. Dermed er rollen som Nordens vigtigste lufthavn under pres.

ACI-analysen viser at Københavns Lufthavns såkaldte hub-konnektivitet er faldet med 25 procent fra 2006 til 2016. Eller sagt med andre ord, at antallet af brugbare transfer-connections i CPH er reduceret med 25 procent i løbet af 10 år. Mens CPH er gået 25 procent tilbage, har der været fremgang i Helsinki, Stockholm og Oslo. Helsinki har øget hub-konnektiviteten med 76 procent i samme periode, mens Stocholm og Oslo er steget med henholdsvis 54 og 34 procent.

“Vi har de seneste 10 år set en tendens i markedet, hvor en stadig voksende del af de rejsende ønsker at flyve direkte til destinationen og dermed undgå en mellemlanding. Det har luftfartsselskaberne naturligvis taget bestik af, og det er en væsentlig forklaring på, at CPH’s transferandel er faldet fra cirka 50 procent i 2002 til 23,4 procent i 2015. Derudover begyndte SAS i starten af 00’erne at sprede deres operationer og svække knudepunktet i København ved at etablere flere direkte ruter ud af Oslo og Arlanda. At hub-forbindelserne dér vokser, er således en naturlig følge af en kommerciel beslutning hos SAS,” siger Morten Mortensen, ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

CPH: Vi er i benhård konkurrence
Ikke nok med, at Københavns Lufthavn har fået reduceret hub-konnektiviteten, så er lufthavnen også blevet overhalet af Helsinki Lufthavn, der i dag har flere brugbare transferforbindelser end CPH. Helsinki Lufthavn indtager således en 12. plads blandt samtlige europæiske lufthavne med 8.509 brugbare transfer-connections, mens CPH ligger på en aktuel 14. plads med 5.831 transferforbindelser. Længere nede af listen finder man Oslo, Stockholm og Keflavik med en placering som henholdsvis nummer 17, 22 og 25.

ACI Europe går så langt, at man betegner CPH som et “svækket hub” på linje med lufthavnene i Wien, Barcelona, Budapest, Prag og Milano-Malpensa. Årsagerne kan være “de-hubbing” (flyselskaberne flyver udenom hub, red.), som det blandt andet er sket i Skandinavien, hvor SAS har etableret flere direkte ruter ud af Stockholm og Oslo end tidligere. Det kan også være udtryk for, at det nationale flyselskab – hvilket vil sige SAS – er blevet svækket, mens lavpristrafikken er blevet opjusteret.

“Danmark skal også i fremtiden have et stærkt knudepunkt, og vi har en ambition om at vokse fra 25 til 40 millioner passagerer. Det er derfor helt afgørende, at vi matcher den efterspørgsel, der er i markedet. Vi ønsker at tilbyde de rejsende et godt mix af direkte ruter og stærke forbindelser til andre knudepunkter. Vi har i perioden 2005 til 2015 fået 56 flere ruter – heraf et tocifret antal langdistanceruter –  og styrket Danmarks internationale tilgængelighed med mere end 50 procent. Samtidig er vores transfertrafik steget de seneste seks år. Det er sket i tæt samarbejde med SAS, Norwegian og vores øvrige kunder. Der er ingen tvivl om, at vi er i benhård konkurrence med de øvrige knudepunkter, og det er afgørende for Danmark, at vi kommer stærktest ud af den konkurrence,” understreger ruteudviklingschefen.

Kendetegnende for de svækkede europæiske hubs er, at der er blevet flere direkte ruter fra disse lufthavne, hvilket også er tilfældet fra CPH, men hos Københavns Lufthavn køber man ikke præmissen om, at det er lavprisflyselskaberne, der har sat transfertrafikken under pres.

“Lad mig slå det fast med det samme, at den udvikling vi har set i vores andel af transferpassager har stået på siden 2002 og altså lang tid før vi etablerede Go-terminalen i 2010 . Vi ser en bevægelse i markedet for en stadig større andel af de rejsende ønsker at flyve direkte til destinationen, og den markedstendens ser vi naturligvis også i København, lyder det fra Morten Mortensen.

 

Relaterede artikler:

CPH har fået en unik lavpris-position

CPH´s transfertrafik under pres

Sammenlægning uden effekt på CPH´s transfertrafik

Transfertrafik i frit fald i CPH

Ingen ny transferservice i CPH