Danny Longhi Andreasen i cockpittet i FunFlights nye Boeing 737-simulator. Foto: Jens Kristian Frost

CPH tur-retur i en Boeing 737

En oplevelse i enten Airbus- eller Boeing-simulatoren hos FunFlight giver et yderst realistisk billede af, hvordan det er at arbejde i et cockpit på en flyvetur i virkelighedens verden.

Selv om man ikke er erhvervspilot eller har udpræget viden og interesse for flyvning, er der en solid oplevelse at hente ved et besøg i de nye simulatorer hos FunFlight i Roskilde Lufthavn.

CHECK-IN.dk blev tidligere på ugen inviteret til testflyvning inden premieredagen i dag, og vi aflagde et visit i både Airbus A320- og Boeing 737-simulatorerne.

Undertegnede er selv privatpilot og har rettighed til at flyve enmotorede propelfly, ligesom en del simulatorflyvning på computeren i teenageårene også gav et lille indtryk af piloters arbejde i store passagerfly.

Flyvningens fagbegreber ligger derfor på rygraden. Ikke desto mindre var det en intens og udfordrende opgave at sætte sig til rette i styrmandens sæde, mens den pensionerede SAS-kaptajn Jens Kristian Frost sad i kaptajnsædet. Et dygtigt og erfarent team – i hvert fald den ene halvdel af os. Jens Kristian har i det meste af sin karriere fløjet for SAS og har erfaring med både Boeing 737 og Airbus A320.

Vi fløj først en tur i A320-simulatoren, hvilket var en overvældende oplevelse. En landingsrunde i Københavns Lufthavn og dermed cirka 10 minutters intens og sjov flyvning i et supermoderne fly.

Fuld gas på 04R
Herefter gik vi over i Boeing 737-simulatoren, hvor der tilmed er investeret i rigtige flygenstande, som danner det forreste af skroget inklusiv passagerrækker med realistisk vinduesudkig lige bag cockpittet.

Vi indtog vores positioner og gjorde klar til start fra bane 04R i Københavns Lufthavn. Spændt og forventningsfuldt fik jeg lov at styre flyet. Der blev sat Flaps 5 og parkeringsbremsen blev slået fra. Den ene hånd solidt plantet på rattet og den anden på gashåndtagene. Fuld gas, V1 Rotate – og af sted mod himlen gik det.

Landingsstellet op, mens flyet bevægede sig ud over Øresund i relativt roligt vejr. Vi steg til 3.000 fod, mens flyet accelererede til 250 knob.

Til højre dukkede Turning Torso op i Malmø, inden vi drejede til venstre på kurs 350. Vi skulle en tur rundt og lande den modsatte vej i CPH. Der blev gjort klar til en ILS-landing (Instrument Landing System, red.) til bane 22L. Jeg trimmede flyet, så det blev lettere at styre.

Passagerrækkerne bag cockpittet i Boeing 737-simulatoren hos FunFlight i Roskilde Lufthavn. Foto: Danny Longhi Andreasen

Landing i tåge
’Turn right heading 090’ læste jeg tilbage kort efter. Flaps 1 blev sat under 250 knob, og Boeing-flyet gik over til autothrust, der er flyets automatiske justering af gassen. Flaps 5 og Flaps 10, og vi kom ind på den såkaldte ’glideslope’ – glidebanen ind til banen.

Jens Kristian Frost simulerede tåget vejr på finalen mod bane 22L. Jeg skulle udfordres. Landingsstellet gik ned, og Flaps 15 blev sat. Landings- og taxilys – alt var klar til touchdown. Flaps 30. Tjek af højdemåler og lufttryk (QNH 1013).

Lav og lokal tåge gjorde det umuligt at se landingsbanen – således en ren instrumentflyvning i denne fase. Landingstjeklisten blev udført, mens et tågefrit København dukkede op på højresiden. Udkig til bygninger, biler, havn og veje. Storbyens vingesus fra oven.

Flyet passerede 1.000 fod på indflyvningsvinklen til landingsbanen, og jeg korrigerede en smule til højre. Kun en ganske lille smule. Bitte små justeringer med rattet. Stabiliseret i 500 fod, og snart gjaldt det touchdown. ”Nydeligt fløjet,” lød rosen fra kaptajnsædet.

Realistisk cockpitoplevelse
200 fod og min venstre hånd gled over på gashåndtagene. Nu var der to valgmuligheder: en go around eller landing. 100 fod – 50, 40, 30, 20, 10 rungede det ud fra cockpittets automatiske højttaler. Jeg trak rattet let tilbage. Flyet landede sikkert – og reversering af motorerne. Det nye og gamle kontroltårn dukkede op på henholdsvis venstre og højre side. CPH’s ikoner.

Ved 60 knob trak jeg ud af reversering og lavede afsluttende tjekliste. Jeg bragte det store Boeing-fly til standsning på landingsbane 22L.

Flyveturen – CPH tur/retur – var slut. Cirka 10 minutter i luften. En vild oplevelse, og jeg fik noget nær et adrenalinkick. Primært på grund af cockpitoplevelsen og det visuelle indtryk. Det er fantastisk. Meget tæt på virkeligheden. En virkelighed jeg stiftede bekendtskab med, da jeg som barn – før 11. september – fik lov at komme på besøg i cockpittet på ferierejser.

Jeg takkede Jens Kristian Frost for kyndig vejledning, inden jeg passerede de imaginære passagerer bag cockpittet på vej ud af flyets ’kabine’. Glad – og en smule stolt.

Min erhvervspilotdrøm, der stadig ligger på rygraden, blev vakt til live igen.

Roger, over – and out.

 

Relaterede artikler:

Flysimulator og autocamper på Folkemødet

Danske piloter trænes i alpeflyvning

Emirates vil have flere kvinder i cockpittet