(Foto: Morten Lund Madsen)

CPH vil bevogte Ryanair-standpladser

Københavns Lufthavn vil fremover holde særligt øje med de standpladser i lufthavnen, som anvendes af Ryanair. Det sker for at undgå, at folk uden lovligt ærinde står for tæt på flyene, så de ikke kan komme afsted.

Det gik helt anderledes end dagen før, da et Ryanair-fly torsdag eftermiddag kom til Københavns Lufthavn fra Dublin, satte passagerer af, tog nye ombord og vendte snuden hjemad mod den irske hovedstad og Ryanairs hovedkontor. Onsdagens overskridelse på tre timer og ni minutter fra planlagt afgangstidspunkt fra København til flyet rent faktisk kom i luften, var torsdag barberet ned til 17 minutter. Klokken 15.47 var FR633 i luften.

Omkring 50-60 ”nysgerrige” ansatte i lufthavnen havde onsdag taget opstilling omkring det første ordinære Ryanair-fly i Københavns Lufthavn for at byde Ryanair velkommen til København. Det betød, at flyet ikke kunne blive tanket. Først efter flere timers ”happening”, hvor blandt andet politiet blev tilkaldt og gik igen, fortrak de ”nysgerrige” medarbejdere og flyet kunne blive tanket. Torsdag var der imidlertid ingen ”nysgerrig” velkomstkomite at finde ved standplads F2.

Særligt opmærksomme
Hos Københavns Lufthavn vil man dog stadig være ekstra oppe på mærkerne, når der er Ryanair-fly parkeret på standpladser i lufthavnen.

”Vi vil fremover være særligt opmærksomme på hvem der har tænkt sig at opholde sig på og i nærheden af de standpladser, som Ryanair-flyene benytter,” forklarer pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

Frem til onsdag vil Ryanairs tilstedeværelse i Københavns Lufthavn kun bestå i eftermiddagsflyet fra Dublin, der efter planen skal være i lufthavnen 25 minutter. Men fra på torsdag får et Ryanair-fly og 30 besætningsmedlemmer fast base i Københavns Lufthavn. Efter planen skal flyet afgå fra lufthavnen eller ankomme til lufthavnen i alt otte gange i løbet af en dag ved siden af Dublin-flyets ene ankomst og ene afgang igen.

Ryanairs fly benytter lufthavnens særlige lavprisfinger CPH GO, som også benyttes af easyJet og Transavia. De seks standpladser foran CPH GO hedder F1 – F6.

Hevet i Arbejdsretten
Hvor opmærksom den enkelt security-medarbejder ansat i Københavns Lufthavne A/S så vil være i det konkrete tilfælde, vil tiden vise. Sagen er nemlig den, at security-personalet er organiseret i Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning. De er en del af Serviceforbundet, der også tæller Flyvebranchens Personale Union (FPU).

Det er netop denne fagforening, der ønsker at tegne overenskomst med Ryanair for de Ryanair-ansatte, der får base i Københavns Lufthavn fra på torsdag. Det ønsker Ryanair ikke og det er kernen i den strid mellem Ryanair og den danske fagbevægelse, som onsdag førte til ”happeningen”, der forsinkede det første Ryanair-flys afgang.

Serviceforbundet er desuden en del af LO sammen med blandt andre 3F og HK, og var et af de fagforbund, som Ryanair torsdag eftermiddag hev i Arbejdsretten. Formålet med det træk var at få fastslået, at ”happeningen” onsdag eftermiddag var en ulovlig blokade, som fagforbund som 3F, HK og Serviceforbundet var ansvarlig for.

En klar overtrædelse
I en mail til de mere end 700 virksomheder, der har medarbejdere med ID-kort til lufthavnen, gjorde Københavns Lufthavns driftschef torsdag umiddelbart inden Ryanair-flyets ankomst det desuden klart, at episoden onsdag var en overtrædelse af reglerne i lufthavnen.

”ID-kort reglerne indebærer, at man skal have et lovligt/legitimt ærinde for at færdes på flyvepladsens område. Det var tilsyneladende ikke tilfældet i går for de protesterende, der ikke havde et lovligt/legitimt ærinde på det pågældende sted og på den pågældende afgang. Dette er en klar overtrædelse af sikkerhedsreglerne,” skriver driftschef Kristian Djurhuus i mailen.

En trussel for luftfarten
Han gjorde det klart, at lufthavnen er parat til handle, hvis der fortsat er folk på steder, hvor de ikke har et lovligt eller legitimt ærinde.

”Overtrædelser kan føre til sanktioner og inddragelse af CPH ID-kort og/eller adgangsrettigheder. Grovere overtrædelser, der kan udgøre en trussel for den civile luftfart, bliver indberettet til Trafikstyrelsen. Ulovlige handlinger kan tillige politianmeldes,” skriver Kristian Djurhuus.

Hvis en medarbejder i en virksomhed i lufthavnen får inddraget sit ID-kort, så kan han/hun komme til at stå i den situation, at han/hun ikke kan passe sit arbejde. For uden ID-kort – ingen adgang til lufthavnen.

Foto: Morten Lund Madsen