Air Nostrum CRJ1000 i SAS-farver (Foto: Javier Rullan Ruano)

CRJ1000 flyver nu i SAS-farver

SAS har for få dage siden indsat en 100-sæders Bombardier CRJ1000 på selskabets europæiske rutenet. Flyet opereres af et spansk flyselskab.

Et Bombardier CRJ1000-fly med den spanske registrering EC-MJQ blev den 14. februar færget fra Valencia til København på rutenummer YW001.

Flyet, der er knap to år gammelt, tilhører spanske Air Nostrum og skal i en længere periode flyve på en wetlease-aftale for SAS.

Første flyvning for SAS fandt sted den 14. februar på rutenummer SK742 til Vilnius, og sidenhen har flyet været i den litauiske hovedstad flere gange samt i Hamborg, Gdansk og Zürich.

For få uger siden var flyet beskæftiget for Iberia Regional og cruisede mellem byer som Alicante, Almeria, Bilbao, Madrid, Málaga, Palma de Mallorca, Pamplona, Santander, Sevilla og Valencia.

Men nu slutter flyet sig til de øvrige 30 fly, der opereres for SAS af eksterne partnere som CityJet, Flybe og Regional Jet (Nordica). Disse flyselskaber skal sammen med Air Nostrum udføre 27 procent af samtlige SAS-flyvninger og dermed transportere 14 procent af SAS-kunderne svarende til flere end fire millioner passagerer årligt.

To CRJ1000 til SAS
Flyet fra Air Nostrum er malet hvidt med SAS-navnet i blåt på halen mens der med lysgrå skrift står Scandinavian Airlines på den forreste del af flykroppen. CRJ1000-flyet har plads til 100 passagerer, mens CRJ900-flyene, der opereres af CityJet har plads til 90 passagerer. Dermed er sædekapaciteten blevet øget med 11 procent på de ruter og flyvninger, hvor det spanske fly skal flyve for SAS.

“Vi har indgået en kontrakt med Air Nostrum om at operere to fly i sommertrafikprogrammet. Air Nostrum kommer at operere helt nye CRJ1000, med 100 sæder, fra og med februar 2018, da de udfaser deres flåde af CRJ900-fly,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Udover at flyve på de regionale ruter skal Air Nostrums CRJ1000 også indsættes på nogle af de nye sæsonruter, som SAS introducerer i den kommende sommer.

En af disse er ruten fra København-Toulon, der åbner den 21. april. Her vil SAS flyve op til tre gange om ugen med CRJ1000-flyet. Herudover skal det spanske fly også benyttes på den nye rute fra Aarhus til Nice. Denne rute åbner den 14. april og skal betjenes hver lørdag i sommertrafikprogrammet.

 

Relaterede artikler:

Fra Aarhus til Nice med SAS

Spansk selskab skal flyve nye SAS-ruter

SAS indgår ny aftale med Air Nostrum