CWT lukker Aarhus-kontor

Det er slut med at drive fysisk kontor i Aarhus for erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel. Den 1. oktober lukker bureauet Aarhus-kontoret og tilbyder i stedet hjemmearbejdspladser til de tilbageværende rejsekonsulenter.

Af Ole Kirchert Christensen [email protected]

Carlson Wagonlit Travel har besluttet at lukke kontoret i Aarhus og erstatte det med hjemmearbejdspladser for alle medarbejdere i Jylland. Det meddeler bureauet mandag i en pressemeddelelse.

Det er bl.a. bureauets erfaringer fra hjemmearbejdsplads-ordningen ‘Work@Home’,der har været med til at skabe grundlag for beslutningen.

”Vores erfaring viser, at vi ikke behøver at være fysisk tilstede lokalt for at betjene vores kunder. Samtidig har vi opnået en produktivitetsstigning på ca. 10 pct. pr. medarbejder, som benytter sig af Work@Home-ordningen, der imødekommer mange medarbejderes ønsker om større personlig fleksibilitet,” fortæller administrerende direktør Sophie Hulgard om baggrunden for lukningen af kontoret i Aarhus.

Da ændringen af arbejdsforholdene er forbundet med en varslingsfrist, vil lukningen først finde sted den 1. oktober 2011. I forbindelse med lukningen samles alle specialfunktioner i ét videcenter på hovedkontoret i Ørestaden, mens servicefunktioner vil blive løst af de hjemmearbejdende rejsekonsulenter.

For at sikre den nødvendige vidensopdatering og tilknytning til et socialt miljø skal rejsekonsulenterne med base i Jylland hver anden uge arbejde én dag på hovedkontoret i København.

Carlson Wagonlit Travel understreger, at bureauet ikke forventer, at ændringen vil kunne have nogen indflydelse på måden at betjene kunderne på.

”Rent praktisk vil vores jyske kunder ikke mærke nogen forskel. Allerede i dag betjener vi vores kunder fra både Aarhus og København. Samtidig er det min målsætning, at Carlson Wagonlit Travel er en moderne og effektiv virksomhed, og med denne løsning kan vi tilbyde vores kunder en endnu bedre service uden at hæve vores priser,” fortæller Sophie Hulgard.

Foto: Administrerende direktør Sophie Hulgard forventer en øget produktivitet, når Aarhus-kontoret lukkes og jyske medarbejdere tilbydes hjemmearbejdspladser.