- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Cypriotisk flyselskab er konkurs

Cobalt Air, der blandt andet flyver fra Larnaca til København, er gået konkurs. Det meddelte selskabet onsdag aften kort før midnat.

Der går aldrig røg af en brand, uden at der er ild i den. Sådan hedder det gamle danske ordsprog, der således er kommet til sin ret, da det for få dage siden fra cypriotiske medier forlød, at Cobalt Air var i økonomiske vanskeligheder, da det ikke var muligt at få en livgivende kapitalindsprøjtning fra de kinesiske medejere.

Det viste sig ikke blot at være torvesladder, for onsdag den 17. oktober kl. 23.50 har Cobalt Air lukket ned for sine aktiviteter og suspenderet alle flyvninger som følge af konkurs.

Selskabet opfordrer i en kort meddelelse på hjemmesiden, at passagerer ikke tager i Larnaca Airport torsdag morgen, da ingen fly vil komme i luften. I stedet henvises man kunderne til at tage kontakt til kreditkortudsteder eller det rejsebureau, hvor man eventuelt har købt sin flybillet.

“Vi undskylder oprigtigt endnu engang og vil gerne takke vores meget loyale kunder for deres støtte gennem de seneste to år,” lyder det fra selskabets ledelse.

Lukkede tidligt ned i København
Selskabet blev etableret i 2016 på bagkanten af krakket i Cyprus Airways. Det var investorer fra Hong Kong og Australien, der via holdingselskabet AJ Cyprus, skød penge i selskabet og sikrede sig de maksimale 49 procent af ejerskabet i henhold til EU´s regler. Ejerne havde en vision om at skabe et nyt stort hub i Middelhavet, der skulle tage kampen op med de store hubs i Istanbul, Dubai og Abu Dhabi.

Det lykkedes som bekendt ikke. 

Ved konkursen opererede Cobalt Air i alt seks fly, hvoraf fire var Airbus A320-200 og to var Airbus A319-100, og selskabet fløj til 23 destinationer i 13 lande.

Cobalt Air trak sig tidligt fra Larnaca-København ruten i den første sæson i år, hvor der blev lagt ud den 26. marts med to ugentlige afgange, der hurtigt blev til en ugentlig afgang, hvorefter selskabet lukkede ned allerede fra den 4. august i år.

For nylig bekendtgjorde Cobalt Air, at man ville vende tilbage til København i sommeren 2019 med en forbedret fartplan. Det var planen, at der skulle flyves to gange om ugen fra 3. april til 24. oktober.

Lukker ned til 23 destinationer
København og Larnaca var to af af selskabets 23 destinationer, og herudover fløj Cobalt Air også til Pafos på Cypern samt til Athen, Thessaloniki, Heraklion, Chania og Mykonos i Grækenland.

I England var det London-lufthavnene i Heathrow, Gatwick og Stansted, der var på rutekortet sammen med Manchester, mens Dublin var eneste destination i Irland.

Schweiz tog imod Cobalt Airs fly i Zürich og Geneve, mens Paris, Madrid, Frankfurt og Düsseldorf var at finde på rutekortet i henholdsvis Frankrig, Spanien og Tyskland. Cobalt-flyene fandt også vej til Moskva og Tel Aviv samt Beirut og Abu Dhabi.

 

Relaterede artikler:

Cobalt Air vender tilbage til København

Cobalt Air lukker rute til København

Officielt: Cobalt Air åbner rute til København

Cobalt vil opbygge nyt hub i Sydeuropa